64 / 85
mordet p a a et af de største Genier, der i lange T ider h a r slaaet
til Lyd i Norden.«
En mere uskikket Scene end »Casino« for denne dybe,
menneskelige T raged ie kan næppe tænkes. Alene Sammenstil
lingen p a a P rog ramme t med Farcen »En T u r til Marienlyst«
eller med Operetten »Mumbo-Gumbo Gonggong den Store« var
farlig for den stakkels Ritmester. Men p a a »Casino« va r det
nødvendigt at jag e »noget morsomt« i Hælene p a a denne P ro -
metheus-Skikkelse, som er lænket til Æg te s k a b e ts Klippe med
et gabende Saar i Siden, hvori Gribben i hans Hustrus Skik
kelse hakker. Skuespillerne maatte til Hve rdag sb rug bevæge
sig p a a Farcernes og Folkekomediens brede Felter og havde
derfor store Vanskeligheder at overvinde, na a r de en sjælden
G ang skulde give et alvorligt Skuespil scenisk Liv. Men desto
større var Æ re n , hvis Forsøget lykkedes. Nu, da Teatrene i
No rdeu ropa kappes om at spille Strindberg, bør Navnene frem
d rages pa a de Pionerer, som hin 14. November 1887 p a a en
værdig Maade forsvarede hans første Værk i Kjøbenhavn:
Ritmesteren
............................................... H. R. Hunderup.
Laura, hans Hustru .................................. Fru Krum.
Bertha, deres D atter ............................. Frk. Olga Meyer.
Doktor Ø stermark .................................. William Pio.
Præ sten ........................................................ Oddgeir Stephensen.
Ammen
........................................................ F ru T heodora Petersen.
21 ...................................................................... Emil Helsengreen.
Oppasseren
............................................... W. Schiwe.
Den konservative Presse var efter Forventning afvisende
imod »Faderen«. »Nationaltidende« »forstod sa a godt« de Til
skuere, som forlod deres P lad ser under den Scene, hvor Am
men ifører sin sindssyge Herre Spændetrøjen, og for »Berl.
Tid.« var T ragedien »en bitter, poesiløs F rug t pa a Realismens
tørre T ræ .« Men begge Aviser anerkendte Fremstillingen, om
hvilken Edvard Brandes skrev: »Atter blev det godtgjort, a t de
gode Stykker skaber de gode Skuespillere, som igennem kunst
nerisk Arbejde faar Bevidsthed om og Sikkerhed til deres
Evner.«
Ved en af Opførelserne (2. Decbr.) fik det ikke ju st fuld
60