![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0056.jpg)
— Den udenlandske Presse —
4 5
musikal. Zeitung“ i Leipzig udtalt sig rosende om den kjøben-
havnske Musikinstitution, og samme Blad fortsætter kort derefter
med en panegyrisk Anmeldelse af Weyses „Floribella“ . At Weyse
var en Mester baade i Kirkestilen og Operaen var allerede An
melderen tidligere bekjendt, „nu viser det sig, at hans Renomée
er fast begrundet“ . „Vi skulde mene, at en saadan tysk-gediegen(!),
dertil folkelig, letforstaaelig og ved sin Alferomantik Sind og Sans
tiltalende Opera, ogsaa paa tyskeTheatre vilde finde den bedste
Modtagelse“ , og Anni. udtaler som sin Overbevisning, at „Flori
bella“ staar langt over de mange franske og italienske Nyheder,
man saa gjerne griber til. Artiklen slutter med det Haab, at det
maa lykkes denne danske Opera at trænge sig frem til Scenen i
Tyskland, disse Scener, hvor „Apolio dog sædvanlig er den sidste,
Merkur derimod den første“ , efter Anmelderens Mening.
Om det nu er af denne sidste Aarsag eller af andre Grunde,
Weyses Opera blev trods denne Anbefaling aldrig opført udenfor
Kjøbenhavn, hvor den jo forresten ingenlunde kan siges at have
havt Lykken med sig. Den fandt dog en ny Omtale i det af
R o b e r t S chuma nn redigerede „Neue Z e i t s ch r i f t frir Mus i k“ ,
i det hele det Blad, der har taget sig mest af Musikforeningens
Henvendelse. Ogsaa Kuhlaus „Hugo og Adelheid“ bliver omtalt af
dette Organ for „de unge“ i Tyskland, ligeledes Hartmanns
„Ravnen“ . Den sidste har som hidrørende fra Robert Schumanns
egen Haand dobbelt Interesse. Texten, af H. G. Andersen, falder
han næsten i Begejstring over. „Digteren har givet os en Trylle-
opera, men ikke noget barnagtigt Tøjeri, som man ofte byder
tyske Komponister, men en Text med baade Forstand og Følelse
foruden virkeligt poetisk Indhold.“
Rosen over Hartmanns Musik
falder i mere betingede Udtryk.
Den har indgydt Schumann
megen Respekt, det siger han udtrykkeligt og det fremgaar af hele
Kritikens Form og Aand. Finalerne med deres dramatiske Effekt
er det, der tiltaler ham mest, i mange af de andre Numere finder han
derimod Formen altfor kort og knap, næsten ængstelig. Enkeltheder
i hans Omtale tage sig ganske interessante ud netop i hans Mund.
„Ejendommelig er den hyppigt og hurtigt vexlende Harmoniføring,“
siger han et Sted, „just ikke broget eller uklar, men dog saaledes,
at man kunde ønske den mindre urolig, mere naturlig. Be-
stræbelsen efter som Harmoniker ogsaa i de mindste Dele at være
interessant kan navnlig i en Opera ofte være farlig. I et indviklet
Ensemblenumer kan denne hurtige, kunstigt vævede, ofte enhar-