59 / 256
G j ennemg ang s pe r i oden .
1839
—
1843
.
Forløbet af disse fire første Aar var Stillingen den samme
som strax efter den første Begyndelse. Lykken fulgte For
eningen som Koncertgiver, men svigtede den som Forlægger.
Men der var nu ikke længere Tale om Tilfældigheder, som muligt
kunde ændre sig, man havde faste Erfaringer at regne med. De
første ungdommelige Idealer vare blegnede. Tanken om særligt at,
virke i den nationale Tonekunsts Tjeneste, at udbrede den danske
Musiks Ære og Herlighed inden og udenfor Landets Grænser ved
de trykte Noders Hjælp havde staaet sin Prøve. Den var uprakti
kabel. Men samtidigt med denne Skuffelse viste der sig et andet
stort Maal at virke for, Udviklingen af Sansen for Musik over
hovedet, den særligt indenlandske med den store udenlandske, og
Vejen til dette Maal laa saa jævnt banet, saa let farbar for Øjet, at
Skuffelsen næsten ikke blev følt. Alt i alt var dog Musikforeningen
født i en lykkelig Stund. Hvormange have som den set det egentlige
Grundlag for dens Virksomhed gaa op i Røg, for saa, med øgede
Kræfter og Mod, at sætte sig et nyt og større Maal, og sejre?
Signalerne maatte altsaa ændres. Men som det sig hør og
bør for et Samfund, der befandt sig midt under det gamle Regi
mentes lovordnede Tilstande, maatte dette finde Sted ikke mod,
men med Loven. Det første fornødne var derfor en Omredaktion
af de oprindelige Grundbestemmelser. Allerede for lang Tid siden
havde der vist sig Trang hertil. Paa mange Punkter indeholdt de
gamle Bestemmelser kun taagede og uklare Vejledninger, f. Ex. for