65 / 256
5 4
I
— 1840 —
var vel snarest det nærmest liggende. Men Lykken fulgte den
kjække, unge Forening, og inden lang Tid var gaaet indløb der
Svar fra alle tre Storheder. Det lød bejaende fra dem alle.
En af Dommerne har dog aabenbart fortrudt denne rask
fattede Beslutning, nemlig Mendelssohn. Nogen Tid efter kom
der Brev fra ham, hvori han beklagede, at hans Tid ikke tillod
ham at overtage Dommerhvervet. Fra sin Side gjorde Musik
foreningen alt, hvad der stod i dens Magt for at faa ham med
alligevel. Man forestillede ham baade Hensynet til den fremrykkede
Tid, der gjorde Valget af en Stedfortræder vanskeligt, og til de
konkurrerende, der muligt kunde have taget i Betragtning, at netop
han var Dommer. Ja , man forsøgte at tage ham med en Trumf,
idet man meddelte ham, at de paagjældende Kompositioner just
nu bleve afsendte til Spohr og Schneider og derefter vilde komme
til ham. Det hjalp imidlertid ikke. Mendelssohn undskyldte sig
med en nær forestaaende Rejse. Bestyrelsen fandt sig da i sin
Skæbne og tog det Parti at holde sig til de tilbageblivende Dom
mere, Spohr og Schneider, alene.
Med Hensyn til den Maalestok, der skulde lægges til Grund
for Bedømmelsen, fremhævede Administrationen gjentagne Gange
Strængheden. Prisen ønskes kun tilkjendt et Værk „von erkannten
Werthe“ , som det hedder, og da Schneider som den korrekte Mand
ytrer sin Tvivl om Forstaaelsen heraf, forklares det derhen, at det
indstillede Arbejde i og for sig maa være et betydeligt Kunstværk,
saa at selv „eine ganz erträgliche Arbeit“ ikke bør komme i Be
tragtning.
Efter Fristens Udløb — i Oktober 1840 — var der indkommet
10 Ouverturer i Partitur, forsynede med Mottoer, næsten alle paa
tysk, vel af Hensyn til Dommerne, et Par paa fransk, ingen paa
dansk. Gjennemsnitsudbyttet af det indleverede maa snarest be
tegnes som temmelig tyndt. I al Fald udtaler Administrationen
for Dommerne, at deres Hverv næppe vil blive særdeles byrdefuldt
da de, selv med et løst Blik paa flere af de konkurrerende Ar
bejder, ville komme til det Resultat, at der overhovedet ikke kan
blive Spørgsmaal om dem.
Fra dette lave Gjennemsnit var der imidlertid et enkelt Værk,
der hævede sig højt i Vejret. Selve Dommen er desværre gaaet
tabt — den indeholdt tildels udførlige Udtalelser om adskillige af
de indsendte Arbejder — men dens Hovedindhold er tilstrækkeligt
bekjendt. Prisen blev „ubetinget og i meget anerkjendende Udtryk“ ,