![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0071.jpg)
60
— 1841 —
i en halvt om halvt „indfødts“ hjemlige Skikkelse. Det var den i
Berlin fødte, men i Kjøbenhavn opdragne Virtuos Rud . Wi l lm er s,
Klaverspillerem med den uovertrufne skjønne Trille og den bløde,
maaneskinsagtige Følsomhed, som han kaldes. Hans Stjærne var
netop i sin Opgang, saa man forstaar, at han gjorde Lykke.
Ligeoverfor de indenlandske Komponister kan Musikforeningens
Stilling paa dette Tidspunkt nærmest betegnes som den kunst
elskende Mæcens. Fire Musikværker havde den udgivet, og dens
Bestræbelser efter at f r emk a l d e nye Arbejder havde ved de to
Prisopgaver givet sig et tydeligt Udtryk. Den Impuls, disse Pris-
æskninger medførte, den Spore for den kunstneriske Ærgjerrig-
hed og Skabertrang, kan ikke regnes ringe. Der var rørt op
i de rolige Vande, skaffet Liv og Bevægelse. Det ses bl. a.
tydeligt af de forskjellige Henvendelser fra yngre Kunstnere, som
hos Musikforeningen' søgte Bistand, enten til at faa deres Værker
udgivne eller opførte. Foreløbigt vare jo imidlertid Midlerne ikke
store, saa Udbyttet blev for de flestes Vedkommende kun Kompli
menter. Nogle benyttede den indirekte Vej, saaledes Muth-R. as
mus sen, der tilegnede Foreningen en Pintse-Hymne og sendte
Partituret ind, hvorfor han dog ikke opnaaede andet end en „for-
bindtligst Tak for Agtelse og Velvilje“ . Mere naaede Gebaue r
med en „Skandinavisk Sang“ for Mandskor og Orkester, forsaavidt
Musikforeningen indlod sig paa en Bedømmelse af den, hvori „den
tilfulde erkjendte Værdien af Kompositionen“ . Men med Hensyn
til en Opførelse af den undskylder Administrationen sig og giver
ved den Lejlighed Texten (af H. G. Andersen) det Skudsmaal „at
vi ikke gjerne vilde se den trykt og meddelt ved Foreningens
Koncerter“ . En direkte Anmodning om Bistand gjorde den unge
Domorganist i Pmskilde FI. Ma tthi son-LI ans en ved Indsendelsen
af en Strygekvartet (Op. 17) med Henstilling til Foreningen om at
udgive den. Administrationens Medlemmer vare Praktikere nok til
paa Stedet at danne en Kvartet (Frøhlich, Holm eller Mansa,
Hartmann og Ernst Weis) og prøve den, hvoraf Resultatet var, at
enkelte Afdelinger „behagede meget“ .
Efter den nærmere Be
tragtnings mere kølige og objektive Prøvelse turde man dog ikke
paatage sig at udgive Kvartetten, baade, som det udtales, af
Hensyn til Genrens mindre tilgængelige Art og fordi man, med
Undtagelse af Scherzoen, „der i enhver Henseende er et fortrinligt
Arbejde“ ikke fandt den fremragende nok til at gjøre en Undtagelse
for dens Skyld. Men Bestyrelsen undlader dog ikke samtidigt „paa