75 / 256
64
— 1843 —
selv, hvis Navn tilmed de sidste Aar ikke havde været repræsente
ret paa Programmerne, skete ikke, uvist af hvilken Grund. Derimod
blev Weyse hyldet med en specielt til Ære for Dagen skrevet Sang
af Henrik Hertz, hvortil Ha r tmann havde sat Musik. Den blev
afsunget i Begyndelsen af Koncerten, hvor Weyse personlig var til
Stede og blev hilset med almindelige Hurraraab. Desuden deltog
Musikforeningen i de Hædersbevisninger, som bragtes Jubilaren, ved
at tilskyde det manglende i den Sum, der var indsamlet for at
skænke ham et nyt Klaver.
Foruden ved Mende l s s ohn s Symfoni-Kantate „Lobgesang“
og ved en ny Koncertouverture af G. J. Hansen, den samme, der
ved Prisæskningen var blevet særligt fremhævet af begge Prisdom
merne, fik denne Koncert sit eget Præg ved den første Optræden
af Fru C l a r a S chuma nn — dog
111
aaske snarere for os, der nu se
tilbage i Tiden end for Publikum i de Dage. Fru Schumann var
dengang ung og kom til os, et Par Aar efter sit Bryllup, mere som
en af de mange end som en af de faa. At skille Klinten fra Hve
den var dengang ikke saa let at gjøre for enhver som nuomstunder.
Hele Virtuosbevægelsen var endnu, i al Fald for os, en saa temme
lig ny Formation, og det var ikke at undres over, om det under
Indtrykket af den almindelige Invasion i cle Aar, første, anden og
tredje Rangs Kunstnere i broget Mangfoldighed, løb rundt for den
store Mængde. Man jublede over Brødrene Griebel ligesom man
faldt i Ekstase over Franz Liszt. Virtuoser først og Virtuoser sidst,
det var Tidens Løsen. Medens den politiske Reaktionsperiode før
Trediverne væsentlig kan siges at have faaet sit musikalske Udtryk
i Rossini, var det nu Virtuositeten som saadan, der blev det
bestemmende for det musikalske Samfund i Borgerkongedømmets
Tider. Trods alle de primitive Befordringsmidler, trods Diligencer
og Sejlsmakker, der betog en Kunstrejse saa overmaade meget af
dens Tiltrækning, vare vi dog fulgte ganske godt med paa dette
Omraade, havde givet vore enthusiastiske Bidrag til de Hekatomber
af Bifald og Hyldest, som Virtuositetens farende Svende indhøstede
overalt. Just paa denne Tid havde nylig Ole Buli og Franz Liszt
med deres Kunsts hele ungdommelige Pragt og Glans overvældet
Kjøbenhavn. Det var ikke langt fra, at Liszt, „Republikaneren
med GIacéhandsker“ , blev taget til Indtægt af Frihedsmændene
fra Fyrrerne.
„Den, der forstaar Liszt, forstaar ogsaa, hvorfor
og hvorledes de stormede Bastillen, han aner Forjættelsen om
Fremtidens Frelse,“ udbryder engang „Fædrelandet“ .