79 / 256
68
-
1843
-
indtog i det offentlige Omdømme, end denne Anmodning, stillet af
en af Repræsentanterne for den enevældige Statsmagts gamle
Princip: „Vi alene vide.“ Fra sin Side lod Foreningens Admini
stration det heller ikke mangle paa Iver efter at gjøre sig denne
Tillid værdig. Den gav sig strax i Færd med Arbejdet og kunde,
efter at en Del af Vinteren var gaaet hen med Overvejelser og
Forhandlinger, der i Virkeligheden bleve bestemmende for den
Beslutning, Theatret tog, i Februar 1842 overrække Theaterchefen
en udførlig og omfattende Betænkning. Baade i sin Helhed og i
sine Enkeltheder frembyder den megen Interesse ved det Lys, den
kaster over Operaforholdene. Men af Hensyn til Pladsen kan den
paa dette Sted kun meddeles i Uddrag.
Sit Udgangspunkt tager Betænkningen fra den Forudsætning,
at det, man ønsker, ikke er en speciel Orkesterdirigent, hvad man
let vilde kunne finde blandt vore egne Landsmænd, men en Mand,
der kunde bringe Operaen til den Lløjde, den burde indtage, „men
som den for Tiden er langt fra at have naaet“ . I den Anledning-
hævdes stærkt Enhedsprincipet, der henvises til Forholdene ved
Udlandets Operascener, og kræves Ansættelsen af en Kapelmester
som Overleder af alle Operaens Anliggender. Hvor uheldigt Kræf
ternes Sønderlemmelse have virket, vises bl. a. af Tilstanden i den
sidst afsluttede Periode, da Schall med sin Energi havde bragt vort
Orkester op til en Højde, „som faa Orkestre i Europa dengang
havde“ , »men hvor ogsaa til Gjengjæld Orkestret ved Opførelsen af
Operaer aldeles uforholdsmæssigt traadte i Forgrunden og domi
nerede det vokale Element. At vi senere i Siboni fik en frem
ragende Syngemester, hjalp ikke herpaa, „thi denne livlige Mand,
der fra sin Side ingen Myndighed havde over Orkestret, maatte
ved den Opposition, han stadigt mødte, snart føle sin Iver kølnet“ ,
saa han trak sig tilbage til sin Syngeskole, hvor han væsentligt
beskæftigede sig med at uddanne enkelte fortrinlige Koncertsangere.
Jo større Kapelmesterens Myndighed derfor kunde blive, desto
bedre.
Paa dette Punkt blive imidlertid Forslagsstillerne selv bange
for de mulige Følger af den eventuelle Kapelmesters diktatoriske
Magt. For at holde alle Udveje aabne tilraades det derfor,
foreløbigt kun at udnævne Kapelmesteren paa fem Aar. Det var
en løjerlig Bestemmelse, som vi bl. a. have at takke for, at en af
Udlandets mest bekjendte Komponister ikke tog imod Tilbudet
herfra, men man mente dog at have Grunde for at stille den op.