83 / 256
— 1843 —
II.
Mozar t: Symfoni G mol.
Ku hl au : Ouverture „Lulu“ .
B e e t ho v en : Symfoni A dur.
ITT.
Ha ydn : Symfoni Bdur. Mozar t : Ouverture „Don Juan“ .
B e e t h o v e n : Symfoni G mol.
IV. Ha y dn : Symfoni Es dur. Webe r : Ouverture „Jæger
bruden “ . Be e t hov en : Symfoni A dur.
Man lægge Mærke til, at den sidstnævnte Symfoni forekommer
to Gange. Det er Skolen, der lader Disciplene „repetere“ . Pro
grammerne vil man maaske ligeledes finde udstyrede med en unød
vendig Rigorisme. To Symfonier paa en enkelt Aften, med blot en
Ouverture som det „lette“ Element, altsaa blot og bar Instru
mentalmusik i dennes strænge Form, var det ikke Allemands Sag
at give sig i Lag med- Det viste sig ogsaa i Aarenes Løb, at paa
dette Punkt trængte Koncerternes Indhold til Forbedring. Men
deres Sind og Sans kultiverende, den musikalske Forstaaelse ud
viklende Indflydelse kan naturligvis ikke agtes ringe. Det var det
afsluttende, akademiske Højskolekursus, Tilhørerne absolverede.
Publikums Deltagelse var forholdsvis ikke ringe. Det vil sige
meget dengang at have 216 faste Abonnenter paa den Art Musik
opførelser. Men udenfor denne faste Stab af Musikelskere fandtes
der heller ikke noget. De Enkeltbilletter, der vare unddragne
Abonnementet, bleve kun for en meget ringe Del afsatte. Man
maatte derfor betale denne Vinters Symfoniglæder lidt dyrt, Under-
skudet var 432 Rdl. Men derfor var Tilfredsheden med hvad der
var sat i Gang ikke mindre, og det blev uimodsagt hævdet paa
Generalforsamlingen, at der ikke kunde være Tale om at opgive,
hvad der var begyndt. Sin Taknemmelighed mod Glæser viste
Musikforeningen ved at stille sit Kor til hans Disposition, da han
paa en Monstrekoncert i Ridehuset opførte LIaydns „Skabelsen“ ,
en Opførelse, der ikke mindst paa Grund af de Dimensioner, den
traadte frem i, vakte megen Opmærksomhed og en sand Be
gejstring. Det var aabenbart, med Glæser var der kommet Fart i
Tingene.
De nye Symfonikoncerter fik som før nævnt ingen Indflydelse
paa de sædvanlige Koncerter, der vedblivende skulde gaa deres
vante Gang, foreløbigt med Funck som Dirigent. Til Høstkoncerten
1842 havde man bestemt noget af Haydns „Aarstiderne“ foruden
den tidligere projekterede Finale af Spontinis „Vestalinden“ . Men
We y s e s pludselige Død den
8
. Oktober 1842 forandrede denne Plan.
Weyse og Musikforeningen vare, om vel ikke reelt, saa dog formelt