Musikforeningens

— P. Funck af'gaar som Dirigent —

saa stærkt forbundne med hinanden, at hans Død ikke kunde gaa

hen som en dagligdags Begivenhed. Desuden føltes dette Dødsfald

hele Landet over som et virkeligt Nationaltab, som ingen var

nærmere til at give Udtryk end Musikforeningen. Det blev da

bestemt, at et af Weyses mest fremragende Værker skulde opføres,

og man valgte dertil „Den ambrosianske Lovsang“ . Men ogsaa

mere direkte lagde man sin Llyldest for Dagen. Ha r tmann kom

ponerede en Kantate, „Weyses Minde“ , til Ord af Hen r i k Hertz.

Den blev opført som Indledningsnumer, senere udgivet af Musik

foreningen og fordelt blandt alle Medlemmer. Endelig afsluttedes

Mindehøjtiden med Symfonien

„per

festiggiare il sovenire di un

gran uomo

“ , B e e t h o v e n s Eroica.

Denne Mindekoncert blev den sidste, Funck dirigerede i Musik

foreningen. I dennes Papirer findes intet, der direkte tyder hen

paa, at Funcks Tid var udløben. Men det er ikke vanskeligt at

slutte sig til, hvad der har bevæget ham til at trække sig tilbage.

Han var indsigtsfuld nok til at se, at han ikke kunde staa ved

Siden af den ny Kapelmester, og at han, om han vilde forsøge

derpaa, kun vilde udsætte sig for Opposition. Maaske har han

ogsaa i Administrationen følt Grunden vakle under sig. Allerede

det, at Glæser, knap fortrolig med sin ny Stilling i Theatret, saa-

ledes en, to, tre gav sig til at dirigere fire Symfonikoncerter, var

jo betegnende. I Stedet for at falde, foretrak Funck derfor i lide

at gaa. Omtrent fjorten Dage efter Koncerten indgav han sin

Afskedsbegjæring og udmeldte sig samtidigt af Administrationen.

Det er vanskeligt ikke at skjænke Funck sin Sympathi. Uden

særligt fremragende Talent og uden i Venners Hjælp og de tone

angivendes Anerkjendelse at have den Støtte, som hans Kollegaer,

Frøhlich og Bredal, kunde glæde sig over, staaende saa temmeligt

alene, havde han i et betydeligt Tidsrum som Dirigent været

benyttet som en Brugelighed, man ikke kunde kaste \rag paa,

fordi han paa sin Plads dog, naar alt kom til alt, forholdsvis var

den bedste. Skjønt saaledes i Besiddelse af Magtens Sødme kan

det dog ikke have undgaaet hans Opmærksomhed, at han, trods sin

Dygtighed og sin redebonne Arbejdsiver, i Musikforeningen dog saa

jævnt hen kun blev betragtet som midlertidig. Man ventede blot

paa den Kapacitet, der kunde afløse ham. Ved de første Valg af

Foreningens Tillidsmænd kom han

end

ikke i Betragtning, „Autoritet

blev han aldrig, og af liden Betydning var han som oftest foi Sa

gernes Ledelse. Beskedent holdt han sig tilbage; hvor han ikke