81 / 256
70
- 1842 —
Udtalelse fra Meyerbeer1), sluttede Betænkningen med at anbefale
Glæser som Kapelmester ved det kgl. Theater.
Det vanskelige Forhold, hvori Administrationen befandt sig i
denne Sag ved i sin Midte at tælle netop den ene af Theatrets
Dirigenter, Funck, blev strax i Begyndelsen klaret ved at denne
med paaskjønnelsesværdig Taktfølelse og Uinteresserthed ikke tog
Del i Forhandlingerne.
Som Betænkningen havde indstillet, saaledes skete det. Faa
Maaneder efter var Sagen i Principet afgjort og Glæser Kapel
mester. Hvad han som saadan virkede for Operaen herhjemme
hører ikke herhen. Men som en kraftig Støtte for Musiklivet i det
hele og som Dirigent af omtrent et halvt hundrede af Musik
foreningens Koncerter ville vi i det følgende ofte træffe paa ham.
I Virkeligheden var Glæse r netop den Mand, vi paa dette
Tidspunkt trængte til herhjemme, en udmærket Dirigent, en rastløs
virkende, handledygtig Aand, der ikke skyede Hindringer. Theatret
og Operaen gav ham snart fuldt op at gjøre, men dette uagtet,
varede det ikke længe, inden Musikforeningen og han fandt hin
anden. Med sin Friskhed og Lyst til at tage fat fik han snart
de ledende til at se paa Sagerne med andre Øjne. To Koncerter
om Aaret, det Musikforeningen hidtil med ikke ringe Anstrængelse
havde drevet det til, var naturligvis meget for lidt. Maalestokken
maatte anlægges ganske anderledes. Hvad var der ikke alene af
Symfonier at faa blot løseligt gjennemgaaet! Vilde man det alvor
ligt med Udviklingen af den gode Smag, saa maatte der arbejdes
meget stærkere. Man skulde bare gaa paa, saa kom Publikum
nok med.
Forsigtig, som Administrationen var naar det gjaldt de store
Skridt, havde den aabenbart godt af det frejdige Mod og den faste
Tillid, som Glæser repræsenterede. Endnu stod Foreningen halvt
om halvt paa det literære Standpunkt, og det var sin egen Sag
1) Anbefalingen ender med „at man maa ønske det Theater til Lykke, som
kan knytte denne fortjenstfulde Mand til sig".