86 / 256
— Tilbageblik —
ikke engang Tale. At man havde saadanne Tanker i 1836 var ikke
saa forunderligt. Der fandtes ellers intet Koncertinstitut af Be
tydning, ej heller stort Kjendskab til Musikliteraturen i det hele, og
den lille Kreds af Mænd, som i en lykkelig Stemnings Begejstring
og fyldt af Kjærlighed og Ærefrygt for Weyse stiftede Musik
foreningen, maatte ud fra dette Standpunkt have en sangvinsk
Tro til, at alt det skjønne, de elskede hos ham, var den første
Afgrøde af den danske Tonekunst, der nu først rigtigt skulde
udfolde sig.
I Overensstemmelse med disse Anskuelser bleve
de første Love givne og væsentligt, men dog ikke fuldstændigt
følgende disse traadte Musikforeningen ud i Livet. Hvad den i
denne Lienseende udrettede, er allerede nævnt: Udgivelsen af otte
Musikværker, hvoraf tre store Operaer, med Navnene Weyse, Kuhlau,
Hartmann, Gade, Gerson, Horneman o. a ., samt Udsættelsen af
de to Prisopgaver, en for et Hæfte Sange, en anden for en Ouver
ture, taler tydeligt for, at det var Alvor med, hvad man vilde,
og at det ikke manglede paa Evne og Vilje til at handle.
Men i Stillingen ligeoverfor Publikum havde man taget fejl,
man var gaaet ud fra et Standpunkt, som viste sig at være en
Illusion. Stifterne havde forvexlet deres Begejstring for Weyse og
Kuhlau med Publikums, de levede i den Forestilling, at det var
tilstrækkeligt blot at udgive et dansk fremragende Musikværk for
at Publikum skulde møde i store Skarer for at faa fat i det. Man
troede med andre Ord paa, at vi i det Herrens Aar 1836 havde
naaet en Udvikling, som vi nu, halvt hundrede Aar senere, maatte
prise os lykkelige ved at besidde. Hvor stor Vildfarelsen var, viste
noksom Afsætningen af de udgivne Værker. Den kunde ikke godt
være faldet mere kummerligt ud.
Man havde været meget for tidligt paa Færde. Den Jordbund,
hvis Afgrøde man vilde høste, var endnu haard og gold. Den
kunde muligt besidde frodige Egenskaber, men foreløbigt var den
ikke bearbejdet, end sige tilsaaet. For at naa saa langt gaves der
kun ét Middel. Førend Sindene kunde gjøres modtagelige for det
Nodernes døde Bogstav, de ved de udgivne Værker modtoge, maatte
de kjende til de levende Toner. Gjennem praktisk Udøvelse al
Musik maatte Sansen for denne først vækkes. Det gjaldt altsaa
om, som det træffende engang blev sagt, ikke at lære de iaa
musikalske Folk den danske Musik at kjende, men at lære alle
Folk Musik.
I Henhold hertil fandt Lovændringen i 1839 Sted. Ved Siden