Musikforeningens

—

1843

—

frem under hans Ægide, vakte en sand Storm af Begejstring til

Live, hvoraf han med Rette høstede sin rigelige Part. Overhovedet

undergik Operaen under ham en fuldstændig Regenerationsproces.

Som Komponist forsøgte han sig gjentagende ogsaa hos os, bl. a.

rnaa hans Opera „Brylluppet ved Como-Søen“ (Text af H. G. An

dersen) nævnes. Plan døde den 30. August 1861.

Plans Stilling til Musikforeningen var Dirigentens, men ogsaa

kun den. Nogen videre gaaende Indflydelse paa Ledelsen fik han

ikke, ja , ikke engang saa meget heraf, som man i Alminde

lighed tillægger en Dirigent. Med Hensyn til Programmets Ind

hold eller blot den almindelige Karakter af dette havde han

ikke noget at gjøre, i al Fald ikke direkte. Maaske mindre i

de første Aar, men sikkert mere i de sidste blev hans Forhold

til Foreningen derfor et saa temmeligt udvortes. Af Admini

strationen fik han hver Gang opgivet, hvad denne havde be

stemt, at den følgende Koncert skulde bringe. Var der nogen

Vanskelighed at komme over, angik den ikke dette Punkt, men

mest Dagen for Koncertens Afholdelse, der ikke altid passede med

Glæsers Lejlighed. Til de sidste Prøver og Koncertdagen indfandt

da Glæser sig i fuld Puds og overtog Overkommandoen — Resten

af Arbejdet, deriblandt ogsaa Indstuderingen med Koret, var i For

vejen besørget af Hartmann. Ved Symfonikoncerterne, hvis Ind

hold hovedsageligt angik Orkestermusik, var Glæsers Andel ved

Indstuderingen o. lign. selvfølgeligt noget større, men det for

andrede ikke stort ved Forholdet. Symfonikoncerterne var jo noget

for sig. Skjønt der ikke foreligger noget, hvorefter man kunde

have Grund til at tvivle om, at Forholdet mellem den besluttende

Myndighed og den udøvende Haand i det hele var og vedblev at

være fuldstændigt venskabeligt — de vexlede Breve ere altid yderst

elskværdige fra begge Sider — saa tør man dog nok antage, at

efterhaanden som Aarene gik tabte Glæser noget af Interessen for

Musikforeningen, det kunde jo ikke være andet. Hertil kom andet.

Glæser var en overordentlig loyal Mand, der satte megen Pris paa

Hofgunst. Dengang, det var midt under Christian VIII, beherskede

imidlertid den italienske Opera aldeles Gemytterne ved Hove,

og som Hofmand fulgte Glæser i denne Henseende Trop med

Stemningen paa højere Steder. At denne Italienermani var en

korreur

for de ledende i Musikforeningen følger af sig selv. Det,

var indtil videre kun en Strid om æsthetiske Anskuelser, men det

kunde for Musikforeningen let blive en Kamp for Tilværelsen.