93 / 256
82
- 1843 -
havde den Gave at tage en Sag praktisk, uden alle Omsvøb; med
sit sikre Blik ramte han strax Kjærnen i enhver Sag, og al unød
vendig Forhalen var ham en Uting. Hvor han fik Foden ind, kom
han derfor snart til at spille en fremtrædende Rolle. I sit Hjem
samlede han jævnligt en stor Kreds af Datidens literære og musi
kalske Storheder, han var en fortræffelig Selskabsmand, et lyst
Hoved af et ligeligt Humør og jovialt Lune, der bl. a. gav sig
Udslag i en Række meget morsomme Familieviser. Som Forfatter
har han sat sig et smukt Eftermæle. Ganske kuriøst begyndte
hans Bane som saadan med Oversættelsen af en ungarsk Bog om
Hesteavl, en Sag, der dengang stod paa Dagsordenen. Senere
udgav han sin med stor Omhu udarbejdede Bog „Anonymer og
Pseudonymer“ i den dansk-norsk-islandske Literatur, og endelig
udkom for nogle Aar tilbage hans bekjendte store Værk „H. G.
Andersen og det Gollinske Hus“ , der til alle Tider vil staa
som et Kildeskrift for H. G. Andersens Liv, et Vidnesbyrd om
Gollins rene, upartiske Personlighed, stræng i sin Pligtfølelse, men
mild og overbærende i sin Dom, fuld af Agtelse for Dygtigheden,
hvor den viser sig, konservativ af Natur og Opdragelse, men dog
langtfra blind for det gode i Nutidens Rørelser.
E r n s t Mar cus We i s blev født den 14. Septbr. 1807 i Aarhus,
hvor hans Fader var Distriktslæge. Han var fra Naturens Haand
meget musikalsk anlagt, og hans Forkjærlighed for alt, hvad der
vedrørte Musiken, tog allerede i hans Drengeaar i saa høj Grad
Overhaand, at hans Fader omsider nødtvunget gav efter for hans
brændende Ønsker om for Alvor at faa Lov at studere Tone
kunsten. Det saa nærmest ud dengang som om han skulde blive
Fagmusiker, foreløbigt Violoncellist med en mulig Stilling som Med
lem af det kgl. Kapel som Endemaal. Han blev i den Anledning
sendt til Kjøbenhavn for at faa nærmere Rede paa, hvad det var,
han gav sig ind paa. Hans Lærere var først den udmærkede
Violoncellist Fr. Funck, senere Søren Kuhlau. Han tog ivrigt fat og
havde allerede naaet til et forholdsvist fremskredet Standpunkt, da
han imidlertid, alt som han voxede til, kom paa andre Tanker.
En Musikers Stilling var dengang i social Henseende ikke af den
Art, at den kunde siges at være synderligt attraaværdig for en Søn
af en Embedsmandsfamilie, og, sandsynligvis under stærk Paa-
virkning fra Hjemmet, besluttede Ernst Weis saa, uden derfor at
opgive sin Musik, atter at give sig i Lag med Studeringerne. Han
blev saaledes Student og dyrkede senere sin Jus og sin Musik med