Previous Page  93 / 256 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 93 / 256 Next Page
Page Background

82

- 1843 -

havde den Gave at tage en Sag praktisk, uden alle Omsvøb; med

sit sikre Blik ramte han strax Kjærnen i enhver Sag, og al unød­

vendig Forhalen var ham en Uting. Hvor han fik Foden ind, kom

han derfor snart til at spille en fremtrædende Rolle. I sit Hjem

samlede han jævnligt en stor Kreds af Datidens literære og musi­

kalske Storheder, han var en fortræffelig Selskabsmand, et lyst

Hoved af et ligeligt Humør og jovialt Lune, der bl. a. gav sig

Udslag i en Række meget morsomme Familieviser. Som Forfatter

har han sat sig et smukt Eftermæle. Ganske kuriøst begyndte

hans Bane som saadan med Oversættelsen af en ungarsk Bog om

Hesteavl, en Sag, der dengang stod paa Dagsordenen. Senere

udgav han sin med stor Omhu udarbejdede Bog „Anonymer og

Pseudonymer“ i den dansk-norsk-islandske Literatur, og endelig

udkom for nogle Aar tilbage hans bekjendte store Værk „H. G.

Andersen og det Gollinske Hus“ , der til alle Tider vil staa

som et Kildeskrift for H. G. Andersens Liv, et Vidnesbyrd om

Gollins rene, upartiske Personlighed, stræng i sin Pligtfølelse, men

mild og overbærende i sin Dom, fuld af Agtelse for Dygtigheden,

hvor den viser sig, konservativ af Natur og Opdragelse, men dog

langtfra blind for det gode i Nutidens Rørelser.

E r n s t Mar cus We i s blev født den 14. Septbr. 1807 i Aarhus,

hvor hans Fader var Distriktslæge. Han var fra Naturens Haand

meget musikalsk anlagt, og hans Forkjærlighed for alt, hvad der

vedrørte Musiken, tog allerede i hans Drengeaar i saa høj Grad

Overhaand, at hans Fader omsider nødtvunget gav efter for hans

brændende Ønsker om for Alvor at faa Lov at studere Tone­

kunsten. Det saa nærmest ud dengang som om han skulde blive

Fagmusiker, foreløbigt Violoncellist med en mulig Stilling som Med­

lem af det kgl. Kapel som Endemaal. Han blev i den Anledning

sendt til Kjøbenhavn for at faa nærmere Rede paa, hvad det var,

han gav sig ind paa. Hans Lærere var først den udmærkede

Violoncellist Fr. Funck, senere Søren Kuhlau. Han tog ivrigt fat og

havde allerede naaet til et forholdsvist fremskredet Standpunkt, da

han imidlertid, alt som han voxede til, kom paa andre Tanker.

En Musikers Stilling var dengang i social Henseende ikke af den

Art, at den kunde siges at være synderligt attraaværdig for en Søn

af en Embedsmandsfamilie, og, sandsynligvis under stærk Paa-

virkning fra Hjemmet, besluttede Ernst Weis saa, uden derfor at

opgive sin Musik, atter at give sig i Lag med Studeringerne. Han

blev saaledes Student og dyrkede senere sin Jus og sin Musik med