Musikforeningens

- 1843 -

Hånde l s „Jubilate“ (den 100de Psalme), der ved Siden af det

kontrapunktiske Mesterskab besidder den ejendommelige Håndelske

Glans og Klarhed, som just er den store Masses Sag, endelig

Gades ny G mol-Symfoni. Dertil en Scene og Kor af Ro s sin i s

for Paris skrevne Opera

„Comte d/Ory“

og Violinvirtuosen Miska

Hauser. Her var der aabenbart sørget lige for alles Smag. Mi ska

H au s er var rigtignok dengang ung og endnu ikke i Besiddelse af

den æventyrlige Nimbus, hvormed hans mange R.ejser og Oplevelser

paa Sydhavsøerne senere omgav ham. Men han var allerede tid

ligere optraadt paa det kgl. Theater og havde gjort Lykke. Det

samme gjentog sig i Musikforeningen, skjønt han vel næppe er

kommet op i Højde med sin Landsmand Ernst. Desuden havde

han i Gades ny Symfoni en farlig Medbejler til Publikums Interesse.

Denne Opførelse af Gad e s G mol-Symfoni havde sin For-

historie. Saa fast i Sadlen Musikforeningen end sad, havde den

naturligvis som alt dødeligt sine svage Punkter. Og da der altid

vil findes flere Meninger om en Sag, kunde det heller ikke und-

gaas, at der, mens Foreningen udfoldede sig, samlede sig en Del

Oppositionsstof sammen. Ved Skjæbnens Omskiftelser indtraf nu

det forunderlige Tilfælde, at det blev Gades andet Hovedværk,

C mol-Symfonien, der skulde benyttes som den Stormbuk mod

Foreningen, Oppositionen havde nødig til sit Angreb.

Det er klart, at Musikforeningen havde et saarligt Punkt,

hvorfra man. kunde komme den til Livs, Grundbestemmelsen om

det særligt „nationale“ Øjemed, den skulde tjene. Som vi allerede

før have set, havde rigtignok denne Bestemmelse ved Lovændringen

i 1839 faaet sit tydelige Supplement derhen, at Foreningen t i l l i ge

skulde virke for „god Musik overhovedet“ , men Bestemmelsen

existerede lige fuldt for det, derom kan der ikke være Tvivl.

Netop nu fordi Musikforeningen paa forskjellig Maade havde givet

nye Impulser til større Rørighed i Musikverdenen, opstod der rundt

omkring nye Muligheder, nye Evner, Komponistæmner, der baade

havde Ungdommens Friskhed og Ærgjerrighed og dens Utaalrnoclig-

hed. Musikforeningen havde just i de sidste Aar stræbt at komme

denne Bevægelse imøde, Opførelsen af de tre Ouverturer, af Paulli,

Gade og G. J. Hansen, var et Udtryk derfor. Det hjalp imidlertid

ikke. For hver foretrukket Komponist stod der adskilligt flere

forbigaaede bagved, og Misfornøjelsen med den „nationale“ Institu

tion ulmede stadigt. Engang maatte det komme til et almindeligt

Opgjør i denne Sag.