100 / 256
— Pennefejde —
89
medens Psalmen ikke var fundet saa betydelig, at man af Hensyn
til den vilde g-jøre nogen Indskrænkning i de klassiske Komposi
tioner, der stod paa Programmet. At ellers de danske Komponister
ikke kunde kaldes iorbigaaede, viste en vedlagt samlet Oversigt,
hvoraf det fremgik, at der paa 13 Koncerter var givet 15 Numere,
større og mindre, af danske Komponister. Naar Artiklens Forfatter
alligevel havde taget den nationale Musik i Forsvar, havde han i
sin Argumentation imidlertid sprunget et vigtigt Punkt over, det
nemlig, at den gamle Lov, ud fra hvilken han stillede sin Fordring,
udtrykkeligt i 1839 var ændret derhen, at Musikforeningen foruden
af den nationale Musik skulde fremme Udbredelsen af god Musik
overhovedet. I Overensstemmelse med dette havde Foreningen
virket efter sin Overbevisning om, hvad der tjente Opgaven bedst.
„Erfaringen viste snart,“ hedder det, „at Udgivelsen af danske
Komponisters Arbejder ikke er praktisk virksom til at udbrede
dansk Musik. Man er derfor kommet til at arbejde for det andet
Hovedøjemed, at udbrede Sans for Musik overhovedet. Derfor er
Virksomheden koncentreret i Koncerter med klassiske Værker. Men
er det fornemmeligt den musikalske Sans hos Publikum, det skorter
paa, og er det fornemmeligt om at gjøre at lære Publikum at høre
og forstaa Musik, saa vil det ogsaa indses, at det er et underordnet
Spørgsmaal, om Lærebøgerne, der benyttes, ere skrevne af danske
eller fremmede Forfattere. Det, det kommer an paa, er om den
Musik, man giver, er gediegen og god.“
Ordene kunde ikke falde mere klare og bestemte. Programmet
for Musikforeningens hele Virksomhed ér hermed givet, det er det
officielle Banner, som for første Gang udfoldes.
Repræsentantskabet stillede sig ganske paa Administrationens
Side. Det erklærede, at Fremstillingen „fuldkomment diskulperede
Administrationen fra enhver Mistanke om uretfærdigt at foretrække
nogle Komponister og tilsidesætte andre“ og udtalte, at „Repræ
sentantskabet kun er blevet bestyrket i den Tillid, det altid har
næret til Administrationens Iver for at fremme Selskabets sande
Tarv“ . Hermed var Fejden endt. Den dukkede kun af og til op
igjen i denne Tid med smaa Hib og bidske Bemærkninger til den
slemme „Areopagus“ , hvoriblandt det af Berggreen udgivne lille
Blad „Hejmdal“ , der forøvrigt kun blev et Par Numere gammelt,
særligt gjorde sig bemærket.
Efter det polemiske Intermezzo kom da endelig Gades Gmol-
Symfoni op i Efteraaret. 1843 som den i Foraaret samme Aar var