104 / 256
— Opposition mod Musikforeningen —
93
Andagt hørte man paa Musikforeningens Symfonier, klassiske Ouver
turer og Oratorier, men bag ved denne Opdragelsens daglige Kost
skimtede man noget andet, noget mere lysteligt, noget, der kunde
pirre Sanserne. Hidtil havde man kun kjendt til Musikforenin
gens alvorlige Musik; saa kom Italienerne og skød med et enkelt
Kup en Breche igjennem Klassicitetens faste Mur, paa hvis anden
Side man paa engang fik Øje paa det smilende, forføreriske Land
skab af den italienske Musiks Yppighed. Og alle de, der gik paa
Koncerter mest for at more sig, fik paa engang Lyst til at tage
Bladet fra Munden og sige deres ubøjelige Læremester Besked.
Noget stort kom der rigtignok ikke ud af Bevægelsen.
Musikforeningen kunde i disse stormfulde Tider have ventet sig
noget ganske andet end de spage Angreb, der i Ny og Næ kom
frem, dels i Tale, dels i Dagspressen. Betegnende nok fik Opposi
tionen ikke noget andet Organ til sin Baadighed end Bladet
„Dagen“ , der just paa den Tid befandt sig i en temmelig udlevet
Tilstand og ikke længe efter sank i sin Grav. I Form af en An
meldelse af Foraarskoncerten 1843 indeholdt Bladet et Angreb paa
Musikforeningen, hvori det hedder, at den gaar stærkt ned ad
Bakke, hvad der skyldes „det uheldige, som oftest højst ensidige
Valg af Kompositioner, der mest skikke sig til Udførelse i Kirker.“
Selv Musikkyndige, forsikrer „Dagen“ , have Vanskelighed med at
forstaa de indviklede Musikværker, og som en Prøve paa noget
saadant højst uforstaaeligt anføres — Mendelssohns „Paulus“ , der
dog samtidigt naadigt faar Attest for at røbe „et højst grundigt
Studium“ . Uretfærdig bør man dog ikke være! Men Kvartetten
af Mercadante, det er noget af hvad vi bør have! „Dagen“ er
saa glad over den, at den spaar Musikforeningen en rig og lykkelig
Fremtid om den bliver ved med den Slags Ting.
Meget smidige eller kyndige Penne raadede Oppositionen saa-
ledes ikke over. Musikbevægelsen befandt sig endnu saa fuld
stændigt i sin Barndom, desuden har selve Oppositionen næppe
hørt til de farlige. Men selv paa Musikforeningens Side vare
Begreberne ikke synderligt klarere eller mere bevidste.
Da
„Kjøbenhavnsposten“ kort efter tilbageviser „Dagens“ Angreb som
„et Bevis paa Uvidenhed og Naivetet“ havde Bladet den skjønneste
Lejlighed til at fremhæve, hvad Musikforeningen i Virkeligheden
vilde, hvad det hele kom an paa. Men i Stedet for at bruge denne
fortrinlige Forsvarsstilling dækkes Musikforeningen alene ved —
dens private Karakter. Om et sluttet Selskabs Anliggender bør