107 / 256
96
— 1844 -
allerede før antydet. Allerede tidligere havde Foreningen stillet sig
temmelig køligt til Kategorien „Virtuoser“. Det var kun ligesom
undtagelsesvist at nogle fremmede Virtuoser havde optraadt paa
Koncerterne, ja enkelte særligt fremragende vare helt bievne igno
rerede. Nu standses der ganske med dem. Saaledes havde baade
Violinisten Bazzini og selve Franz Liszt netop paa denne Tid fejret
deres Triumfer i Kjøbenhavn uden Musikforeningens Mellemkomst.
Naturligvis har dette, navnlig hvad Liszt angaar, hørt med til de
Ankeposter, man gjorde gjældende mod Foreningen, eller rettere
dens Bestyrelse.
Skjønt der ganske vist altid vil findes og bør
findes Undtagelser fra selv den skrappeste Regel og den unge
Franz Liszt.s Nærværelse unægtelig! burde have dannet en saadan
Undtagelse, byder dog Retfærdighed at indrømme, at jo mere
Musikforeningen antog sit bestemte Særpræg, desto nøjere maatte
den ogsaa komme til at drage Grænsen mellem Kunstværket og
Virtuosen, mellem Plejen af Tonekunsten for dennes egen Skyld
og Kultus’en af den eller den Virtuosheros. Paa dette Punkt synes
Bestyrelsens Overbevisning imidlertid .a t have udartet, og dens
Skepticisme ligeoverfor Tidens mange „fahrende L eute“ at have
antaget en Skarphed der vel meget slog alle forskjellige Arter af den
udøvende Kunsts Mestre i en Tønde. Der kunde i alle Tilfælde
være delte Meninger om det rigtige i dens Ploldning, som heller
ikke undlod at vække Modsigelse, endog i de styrendes egen Kreds.
Vi skulle lidt senere nærmere komme tilbage hertil.
Saa haardnakket Musikforeningen holdt sig paa dette Om-
raade gav den dog paa andre Punkter noget efter som den
kloge Vejleder, der ikke rnaa forskrække, men lokke. Det gjaldt
om at vise de misfornøjede, at man særdeles godt, uden at gaa
udenfor sin Opgave, var i Stand til at sætte et Program op, der
kunde følges ogsaa af den store Mængde. Indholdet af den anden
Hovedkoncert i Sæsonen 1843— 44 illustrerer denne Bestræbelse.
Frontforandringen foregaar med tilstrækkelig Tydelighed. Der findes
ingen Indrømmelser, hverken til Italienerne eller til Virtuoserne,
men paa den anden Side tager man sig vel i Agt for at byde
noget, der kunde give Grund til Klage over Uforstaaelighed. H a y d n s
populære B dur-Symfoni og K u h la u s Ouverture til „Trylleharpen“
danner det instrumentale Grundlag, medens G lu c k bliver indført
med et paa engang saa melodiøst tilgængeligt og dog karakterise
rende Stykke som Introduktionen af „Alceste“, og S p o h r , næst
Mendelssolm, Tidens Yndlingskomponist, er repræsenteret med første