109 / 256
98
— 1844 —
Italienerne viste, som al Konkurrence gjør, indirekte deres heldige
Virkning. Den voxende Tilslutning til Symfonikoncerterne, disses
Indhold med Optagelsen af moderne Værker, Planerne om at ud
vide Virksomheden, alt tyder hen derpaa. Et ydre Tegn paa sund
Trivsel afgav Kassens Tilstand. Aaret sluttede med et Overskud
paa 1500 Rdl., det største, man hidtil havde havt. Musikforeningen
havde altsaa trods Splittelsen i den musikalske Lejr, ingen Aarsag
til at beklage sig og kunde se Fremtiden trygt imøde.
Glæsers Personlighed har sikkert havt sin store Part i dette
heldige Resultat. Hans Nærværelse frembragte Liv og Bevægelse
rundt omkring, og han fandt netop i Musikforeningen Tilstande,
han kunde bruge, Opgaver af en mere let handlelig og taknemmelig
Art end Operaen paa det kgl. Theater. Der havde han den ulige
vanskeligere Opgave, at rense op i forsumpede Tilstande. At det
lykkedes ham kan der ingen Tvivl være om , dertil bar hans Ar
bejder altfor kjendelige Frugter. Imidlertid, Skumleriet var ogsaa
her paa Spil. Efter at Nyhedens Interesse og den første Begejstring
havde sat sig kom Reaktionen. „Fædrelandet“ aabnede sine Spalter
for en Række Ereve om musikalske Tilstande, hvis Hovedindhold
var at sætte Glæsers Fortjeneste i et tvivlsomt Lys. Man ind
rømmede ham al Ære som Dirigent, men klagede over, at han
forsømte Operaen, idet han paa dennes Bekostning ?gav sig til at
dirigere alle andre, Theatret uvedkommende Steder, en Anke, der
havde en noksom tydelig Adresse til Musikforeningen. Angrebet
var i sin Kjærne uretfærdigt.
Glæser havde, trods den løse og
splittede Ledelse, Theatret led under, tværtimod sat usædvanligt
mange nye Operaer o p , saa der var snarest Anledning til at
beundre den utrættelige Dirigent, der fik saa meget overkommet.
Artiklerne i „Fædrelandet“ have derfor rnaaske nok vakt Opsigt,
men ikke Gjenlyd. Fra sin Side havde Musikforeningen særlig
Anledning til at tage Parti for ham. Det skete ogsaa. Han mod
tog forskjellige smigrende Taksigelsesbreve for hans udmærkede
Medvirkning, og ved Sæsonens Slutning blev der overrakt ham et
kostbart Taffelur til synlig Erindring om den Forening, der skyldte
ham saa meget.
Som Solister ved Udførelsen af de større Vokalværker fun
gerede saa godt som uden Undtagelse det kgl. Theaters Sangere og
Sangerinder. Foruden de allerede i Begyndelsen nævnte deltoge
navnlig de yngre af Operaens Kræfter i Koncerterne, deriblandt
Frøken Ø s t e r b e r g regelmæssigt samt daværende Frøken L ic h -