114 / 256
— Forhold til Leipzig —
103
senere i Musikforeningen har været Gades Styrke: „Det er ikke
tilstrækkeligt, blot at fremhæve den store Sikkerhed og Omsigt,
med hvilken han fører Orkestret. Han besidder desuden den egne,
sjældne Gave, ligesom Mendelssohn, at meddele et Værk dets rette
Aand, at fremkalde den ejendommelige poetiske Stemning til
fuldkommen Forstaaelse af Tilhørerne.
I hvor ringe Grad dette
kan naas alene ved en teknisk dadelfri Udførelse, ved enhver
Sagkyndig.“
Gade som Dirigent i Musikens A then, det var noget, der natur
ligvis maatte virke lokkende paa Kunstfællerne hjemme. Blandt dem
indfandt H a r t m a n n sig samme Aar med sin nys komponerede
Ouverture „H a k on J a r l“ (Mellemaktsmusiken skriver han først flere
Aar senere). Helt ukjendt i Tyskland var Hartmann nu imidlertid
ikke. For ikke at tale om hans personlige Forhold til flere af Tone
kunstens ypperste, Mendelssohn, Marschner, Spohr og Liszt f. Ex.,
saa havde han i sin Forlægger i Hamborg, Firmaet Schuberth, en
ivrig Befordrer af sit Kunstnernavn, og det kan i det hele siges,
at Hartmann just i de Aar stod i Begreb med at knytte sig nøjere
til det tyske Musikliv, en Forbindelse, som først Begivenhederne i
1848 brød af, og som ikke senere er bragt til Veje igjen. Han
hilses ogsaa som en god Bekjendt af Leipzigerbladene; særligt
nævnes Prissonaten blandt hans bedste Ting. Hakon Jarl-Ouver
turen dirigerede han selv i Gewandhaus og fik baade som Kom
ponist og Dirigent en venlig og gjæstmild Modtagelse. Ouverturen
kaldes for et „skjønt og storartet Musikstykke“ , et livfuldt, dra
matisk Billede fra en „ridderlig“ og „altehrwürdig“ Heltetid.
Mere umiddelbart end lige over for Hartmann og Gade viser
dog Leipziger-Opinionens Forhold til Musikforeningen sig paa andre
Steder. Som det vü erindres, havde „Fædrelandet“ bl. a. gjort sig
til Talsmand for C a r l H e l s t e d , men uden at det havde fragtet
noget. Nu kommer pludseligt hans a n d e n S y m f o n i (F dur) op i
Sæsonen 1844—45. Hvad er der sket i Mellemtiden? Forinden
Musikforeningen bestemmer sig for dette ny Arbejde, findes der i
to Musikblade fra Leipzig særdeles anerkjendende Kritiker om Carl
Helsteds Opus 1, sex Sange. Den ene af dem skriver sig fra
Robert Schumanns Haand, som helt ivrigt slaar til Lyd for den
unge danske Komponist med den for ham betegnende Vending, „at
en fyrig Yngling, der vil det gode, altid staar højere end en Mester
i Middelmaadighed“.
Man tør vel se nogen Forbindelse mellem
Udtalelser af denne Art og Musikforeningens Beslutning om at