118 / 256
— Noviteter —
107
lighed til den gamle Franskmands ædle, men dog lidet begejstrings
vækkende Musik skriver sig, er ikke godt at sige. Det har maaske
været et rent Spil af Tilfældigheder, som dengang, da Bennetts to
Ouverturer fulgte lige efter hinanden.
Méhuls Navn har ikke
før været fremme, nu optræder det ikke mindre end tre Gange, paa
alle de tre store Koncerter. Hele anden Akt af „Joseph og hans
Brødre“ gives, fremdeles et større Stykke af den ossianske Opera
„Uthai“ — bl. a. bekjendt ved den originale Instrumentation, hvor
der slet ikke benyttes V ioliner, men kun Bratscher — endelig
Ouverturen
„Le jeune H en ri“,
et af Méhuls friskeste Arbejder, som
i sin Tid paa Paris’ Opera blev forlangt ikke mindre end tre
Gange om igjen, medens selve det Syngestykke, hvortil den hørte,
blev udpebet af de principfaste Revolutionsmænd, der ikke kunde
forlige sig med det et kronet Hoved forherligende Indhold. Denne
Kultus af Méhul i Musikforeningen er saa stærk, at Foreningen
med Hensyn til „Uthai“ endogsaa er forud for det kgl. Theater.
v)
Men varig blev Tilbøjeligheden rigtignok heller ikke.
Allerede
det følgende Aar forsvinder „Josephs“ Komponist ganske af Pro
grammet og viser sig først sex Aar senere kun en enkelt Gang.
A f større Vokalværker drejer Hovedinteressen sig denne Gang
om B e e t h o v e n s første Messe i C (Op.
8 6
) og M e n d e l s s o h n s
„Walpurgisnacht“, begge temmelig omfattende Opgaver. Hvorledes
de ved deres første Fremkomst bleve modtagne, vide vi kun for
Mendelssohns Vedkommende. Beethovens Messe — forøvrigt ikke
at forvexle med den genialere, saakaldte „store“ Messe i D -— har
Publikum formodentligt hørt paa med den respektfulde Andagt, som
det skyldte Navnet, men at den skulde være gaaet i Blodet, er ikke
sandsynligt. Kunde man tro noget andet, maatte tvivlen snart
forsvinde, naar man ser, hvorledes den langt lettere Opgave i
„Walpurgisnacht“ stødte paa en haard Skal i Tilhørernes Op
fattelsesevne, saa det meste foreløbigt blev udenfor. I „Kjøben
havns Theaterblad“ findes en Anmeldelse, som tager et kuriøst
Forbehold netop lige overfor det ejendommeligste i hele Værket,
det Punkt, hvor de hedenske Skarer storme op af Bjerget, medens
Druiderne bryde ud: „Kommt mit Zacken und mit Gabeln“. Det
kaldes „rigtignok lidt bizart“, og Anmeldelsen slutter med følgende
Udtalelse: „Hele Kompositionen er mere skikket til at interessere
>) „Uthai“ gik paa det kgl. Theater første Gang flere Maaneder efter, men
gjorde ingen Lykke.