![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0120.jpg)
— Robert Schumann —
109
paa denne Tid udfoldede sig i hele sin Yppighed, havde han
endnu ikke noget Navn. I Leipzig kjendte man ham mest som
aandrig Skribent og Redaktør af Nyromantikens Organ „Neue Zeit-
schrift flir Musik“, kun en lille, kunstforstandig Kreds forstod noget
af, hvad der boede i ham. Det mærkelige Tilfælde, at netop han
nu var naaet op til Kongens Kjøbenhavn, paa en Tid, hvor endog
Mendelssohn blev regnet til de gaadefulde, kan man kun forklare
ved Gades Nærværelse i Leipzig — Gade og Schumann, de to
Kammerater, som gjaldt for Fremtidens Dioskurer. Paa denne
Maade kom Musikforeningen i Kjøbenhavn med B dur-Symfonien i
Aaret 1846 endog et godt Stykke forud for selv berømte uden
landske Kollegaer. I W ien f. Ex, kom den først et helt Aar senere,
og for at sætte den igjennem maatte Schumann selv møde i egen
Person uden dog at opnaa andet end en tarvelig
succes d’estime.
Ja
den Smule, der blev gjort af ham, kunde han mest tilskrive sig selv
i Egenskab af — sin Hustrus Mand 1). Da han hverken dengang
eller senere kom til den danske Hovedstad, slap vi for videre Til
tale i vor Opfattelse af hans Musik. At den ikke kan have faldet
synderlig gunstigt ud, tør man vel paa dette Tidspunkt anse som
en given Sag. Det varer hele syv Aar, inden han igjen træffes paa
Programmet!
Der indlemmes i det hele saa meget nyt i Repertoiret, at selv
B e e t h o v e n er repræsenteret med Nyheder. Efterat Medlemmerne
allerede i 1838 havde faaet en Duft af Septetten, gaar den først
nu i denne Sæson i sin Helhed.
Desuden har man en „ny“
Symfoni i Beredskab.
De syv af dem vare allerede forlængst
gjennemgaaede, de fleste af dem endog mange Gange, hvad der
stod tilbage angik, morsomt nok, akkurat Begyndelsen (G dur) og
Slutningen (niende Symfoni). At Bestyrelsen af dem valgte den
sidste, kunde give Anledning til nogen Forundring og megen Be
undring over dens Fremsyn, naar den ikke havde udeladt netop
Finalen. Ikke mindre end en halv Snes Aar maatte der endnu
til, inden Udviklingen naaede saa vidt som til h e le „den niende“.
En tredje Beethovensk Nyhed var den lille Ouverture i G, „Die
Weilie des H auses“ kaldet,
En ny Symfoni ( G mol Op. 102) af
') Ved et lille tysk Hof, hvor Hs. Durchlauchtighed havde gjort meget Væsen
af Clara Schumann, blev han senere præsenteret for Schumann som den
fejrede Kunstnerindes Mand, og gjorde da denne det forbindtlige Spørgs-
maal: „Sind Sie auch musikalisch?“