122 / 256
— Virtuosspørgsmaalet —
saakaldet „Symfoni-Koncert“ af egen Komposition „i Overbevisning
om, at Selskabets Medlemmer vilde betragte dette som en behagelig
Tilgift“.
Den behagelige Tilgift fik nu Tilhørerne imidlertid ikke. Men
Administrationen sendte efter Koncerten Repræsentantskabet et
Memorandum, hvori den udførligt gjorde Rede for hele sin Op
fattelse. Det drejer sig her
0111
Grundsætninger, som, hvor urime
ligt ensidige de end maa forekomme i vor Tid, i det hele bleve de
bestemmende lige indtil Gade overtager Styret.
Det fremhæves først, at Musikforeningen kun har faa aarlige
Koncerter at raade over og at det derfor saa meget mere bliver
nødvendigt, at enhver af dem har sit bestemte Præg, saa at Ind
trykket kan bevares fra den ene Gang til den anden uden at
sammenblandes med andre Indtryk.
„Kan Musikforeningen ikke
udfolde en saadan Ejendommelighed, saa kan den endnu ikke siges
at have erholdt noget virkeligt og selvstændigt Indhold, og den
synker ned til numerisk at være en Lejlighed mere til musikalsk
Forlystelse for et ørkesløst Publikum“. „Netop i sin Begrænsning“,
hedder det videre, „har Foreningen skabt sin ejendommelige Ka
rakter. Det musikalske Gehalt maatte blive det egentlige Øjemed,
og Akcenten altsaa komme til at hvile paa, h v a d der udførtes.
Det er kun i Publikums Barndom, at en særligt vistuosmæssig Ud
førelse er en nødvendig Lokkemad for at skaffe Musiken et aabent
Øre — man begynder med Kunststykker, men bør ende med Musik“.
Ud fra disse og lignende Bevæggrunde udtaler saa Skrivelsen, at
„det ikke kan nægtes, at vor Tid i den Grad er hildet i Virtuo
sitetens Garn, og det i alle Kunstarter, at man ikke kan fortænke
noget alvorligt Institut i, at det betragter sligt med mistroiske
Øjne“.
Det var ren Besked. Sagen var stillet saaledes paa Spidsen,
at noget Tilbagetog fo r. Administrationen ikke var muligt. Og da
den tilmed erklærede, at den vel ansaa Hr. Charles Mayer „for en
udmærket Pianist, men ikke for en eminent Kunstner“, var Spørgs-
maalet specielt for hans Vedkommende afgjort med tilstrækkelig
Tydelighed. At alle skulde være tilfredse hermed, kunde Admini
strationen ikke v e n te , og den har vel næppe undgaaet at blive
anfægtet paa mange Maader af Folk, der stod Foreningen mere
eller mindre nær. Den værgede imidlertid for sig efter Evne. Sin
Kollega, Repræsentantskabet, giver den en lille venskabelig Paa-
m indelse, idet den for sig selv hævder Retten til „uhildet af