![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0124.jpg)
— Koncerternes Indhold —
113
Ganske i
det samme Spor og i
sine Hovedtræk med det
samme Fysiognomi fortsatte den følgende Sæson Virksomheden.
Symfoni koncerterne have deres traditionelle Indhold, to Symfonier,
en større og en lettere, forbundne meden Ouverture, B e e t h o v e n
er bestandigt
i Spidsen. Selv begge
det forrige Aarhundredes
Koryfæer, Mozart og Haydn, komme ikke nær op i Højde med
ham. Han er Reglen, hans to Forgængere snart næsten Und
tagelser.
A f nyt fremføres den store Leonore-Ouverture Nr. 3
(G du r), hvis
forholdsvis sene Fremkomst (1847) vel har sin
Grund i de tekniske Vanskeligheder, Udførelsen frembyder. Ogsaa
H a y d n s „Skabelsen“ var ny for Musikforeningen, men dog ikke for
Publikum ellers, der havde lært dette Oratorium at kjencle ved
Glæsers Monstrekoncert i Ridehuset. Musikforeningen gav dog kun
første Del af Værket, og har mærkeligt nok ikke senere naaet
videre.
De to Komponister, der ellers stode Foreningens Hjærte nær
mest, M e n d e l s s o h n og S p o h r , ere dette Aar trængte noget
tilbage. En enkelt Symfoni af den første (G mol) og et Par Ouver
turer af den sidste er jo endog paafaldende lidt af Musikforeningen
at være. Til Gjengjælcl fornøjer man sig med en hel Symfoni af
O n s lo w (F mol) — han hørte jo ogsaa med til Tidens Yndlings-
komponister — der dog ved denne Lejlighed fandt baade sin første
og sidste Opførelse i Musikforeningen, fra hvis Arkivbegravelse den
kun blev reddet ved Forsorg af den Institution, som i sin Tid hed
det kgl. Theaters Mellemaktsmusik. W e b e r er derimod, efter at
det første Glæser-Aar var ovre, en sjælden Gjæst, men et Udvalg
af „Oberon“ i denne Sæson maa uden Tvivl have overbevist mange
om det mindre formaalstjenlige i at begunstige Onslow og Spohr
paa Romantikens Mester, Webers Bekostning.
En lille Afdeling for sig selv danner lidt fransk eller dog
franskartet Musik.
Maaske kunde man i det foregaaende Aars
Forkjærlighed for Méhul se en begyndende Erkjendelse af ogsaa
den franske Operamusiks Berettigelse og dette Aar forfølge denne
Anskuelse i Opførelsen af Stykker af B o i e l d i e u s „Rødhætten“
eller et saadant Stykke Modernisme som M e y e r b e e r s Struensee-
Ouverture.
Men har der været Anskuelser af denne A r t, saa
standser rigtignok ogsaa alle Indrømmelser til Tonekunsten paa den
anden Side Rhinen med det samme.
Der gaar adskillige Aar
inden der gribes til lignende Forsøg.
Mere indenfor Foreningens
Operationsfelt laa derimod en Koncert-Ouverture i A af J u liu s
Musikf. Festskrift. II.
8