![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0123.jpg)
112
— 1846 —
fremmed Autoritet eller af Modesygens Indgivelser kun at ville
det, den virkeligt selv v éd “, samtidigt med, at den fremhæver „det
betænkelige i, at det ene Selskabsorgan søger at indvirke paa det
andet Organs Afgjørelse af de Sager, der henhøre under dette“.
Til nogen Konflikt imellem de to Afdelinger af Bestyrelsen
kom det dog ikke. Repræsentantskabet tog Sagen taalmodigt og
roligt og lod sig end ikke forlede til at ripostere for det Udfald,
der var gjort imod det. Det indskrænkede sig til i et Møde at
udtale, „at den af Administrationen fremsatte Mening ikke skulde
have nogen bindende Virkning paa dets Beslutninger i tilkommende
Tilfælde af lignende Art“, en Hævdelse af egen Uafhængighed, som
dog blev af saare platonisk Natur, da den ikke blev meddelt Ad
ministrationen.
Selve Virtuosspørgsmaalet havde hermed faaet sin Løsning for
lange Tider.
Skjønt der fremdeles var fuldt op af fremmede
Kunstnere i Byen, endog saadanne Heroer som Thalberg, H. W .
Ernst, Leonard og Charles Schuberth, og skjønt der altsaa kunde
være mange fristende Anledninger for Administrationen til at fra
vige sin strixe Moral, saa er der dog ikke mindste Vaklen at
spore. Ja, Standpunktet fastholdes endog indtil sin yderste Skarp
hed, idet alt, hvad der kunde smage af Solopræstationer, undgaas,
saa ikke engang indenlandske Solister kom frem. Selv Beethovens
og Mozarts Koncerter vare i disse Aar Tabu.
I sin Iver slaar
Administrationen de retfærdige med de uretfærdige. Ikke engang
den unge Carl Reinecke, der som daværende dansk Undersaat (han
er født i A ltona) opholdt sig i Kjøbenhavn, tog man Notits af.
uagtet han særligt havde faaet Navn af „klassisk Klaverspiller“ og
uagtet de Trio-Soiréer, han gav- i Forening med Königslöw og J.
Sahlgreen, saa let vilde have føjet sig ind i Rammen af Musik
foreningens Koncerter. Reineckes Nærværelse spores kun i den
Omstændighed, at han i 1847 blev valgt som Suppleant til R e
præsentantskabet. Højere end til dette første Trin paa Foreningens
Rangstige naaecle den senere Direktør i Gewandhaus ikke. Be
givenhederne i 1848 skilte ham snart fra Danmark.