113 / 256
102
- 1844 —
Leipzig, den danske Forening fulgte efter det tyske Gewandhaus.
Der begyndte i det hele at udvikle sig et ejendommeligt Forhold
mellem Leipzig og Ivjøbenhavn, saaledes at ikke alene den tyske
Musikstad angav Parolen for, hvad man skulde bringe af den
udenlandske Literatur, men saa at det selv for de indenlandske
Komponister blev et Moment af anbefalende Natur, naar de kunde
møde i Musikforeningen med et i Leipzig verificeret Kunstnerpas.
Ret betænkt behøvede vi imidlertid ikke at rødme saa stærkt over
dette. Vi vare endnu saa smaa og uudviklede, og et Koncert
institut af en saa verdensbeherskende Beskaffenhed som Leipzigs
maatte naturligt staa i et ubetinget Superioritetsforhold til den
yngre og svagere Kollega.
Det fandt Sted dengang, og tindes
endnu, mange andre Steder end hos os. Rimeligt nok har dette
Underordnelsesforhold dog ikke været os rigtigt bevidst dengang.
Derfor er den Besynderlighed, at baade Hartmann og Gade ved
denne Lejlighed maatte lægge Vejen over Leipzig for at naa hjem,
vel nærmest en Tilfældighed. De stode jo begge saa højt i det
almindelige Omdømme, at de maatte siges at være selvskrevne i
Musikforeningen. Oplysningerne om deres Værker faa vi imidlertid
heller ikke søge herhjemme — her sige Aviserne som sædvanligt
ikke meget — men i de tyske Blade.
G a d e havde som bekjendf dengang fast Ophold i Leipzig.
Lians Stilling var den af alle anerkjendte, som en af den ny Tids
mest lovende Talenter ansete unge Kunstner. Kom det an paa et
saadant Talent, spurgte man i Leipzig ikke om Alderen: den nogle
og tyveaarige Gade førte Dirigentstaven ved Gewandhauskoncerterne,
først i Forbindelse med selve Mendelssohn, siden alene. Under
hans personlige Anførsel blev hans a n d e n S y m f o n i ( E d u r ) op
ført i Januar samme Aar (1844) som den i November gik i Kjø-
benhavn. Den blev i Leipzig modtaget ligesom G mol-Symfonien.
Selv et saa akademisk Blad som „Allgemeine musikalische Zeitung“,
redigeret af Moritz Hauptmann, omtaler den i de mest smigrende
Udtryk. „Det store afgjorte Talent fra den første Symfoni,“ hedder
det, „dets ungdommelige Kraft og sjældne Herredømme over alle
Kunstmidlerne,
gjenfm.devi atter i den anden Symfoni, kun dybere
og inderligere i det poetiske Anlæg, tillige modnere, finere og
fremfor alt mere kunstnerisk behersket i Udførelsen.“ Gade kunde
heller ikke klage over Mangel paa Anerkjendelse som Dirigent.
En Leipzigerdom herom , hentet fra samme Kilde, turde have
sin Interesse, fordi den som i en Sum udtaler, hvad der ogsaa