Musikforeningens

— 1843 —

ikke herhen og behøves vel heller ikke. Med Hoffet i Spidsen og

selve Kongen som Italienernes Beskytter svælgede Publikum i

Italienersang. Rossini, Bellini og Donizetti fortryllede Sindene hos

os som de havde gjort det alle andre Steder, og for Sangere som

Madame Forconi, Rossi, Paltrinieri, Torre eller Rocca nærede

navnlig hele den fine Verden et sandt Sværmeri. Fra Naivetetens

paradisiske Tilstande og det rene Ubekjendtskab med disse fristende

Verdensformationer vare vi pludseligt, med et Spring styrtede midt

i den mest ubegrænsede Enthusiasme.

Musikforeningens Stilling til denne ny Tingenes Tilstand var

givet paa Forhaand. At følge med Strømmen vilde være at svigte

Kaldet, der gik i en hel anden Retning. Selv at ændre lidt paa

Signalerne kunde være farligt nok for en Forening, som under

den italienske Overskylningsperiode havde den Opgave at værne

med dobbelt Iver om sit eget. Paa den anden Side maatte der

tages Hensyn til de Medlemmer, der ikke vare saa staalsatte i

deres musikalske Overbevisning, saa det i denne stormfulde Tid

gjaldt om at styre klogt og fare med Læmpe. Ved at gjennemgaa

nogle Breve fra Administrationen ses det ogsaa, at denne taler om

ved enkelte Lejligheder „nødtvunget at have maattet tage sit Publi

kums Smag i Betragtning“ . De enkelte Lejligheder kjende vi

allerede, det var dengang Mercadante og Rossini vare fremme.

Men med disse to Indrømmelser er ogsaa Taalmodigheden ganske

udtømt. End ikke den svageste Tilnærmelse til hvad der af

„italiensk“ nævnes kunde gjøres der de følgende Aar. Saalænge

italienertiden varer, indtil Udgangen af Fyrrerne, er det som

var det Musikforeningen om at gjøre, udtrykkeligt at tone rent

Flag. Derfor er det Beethoven, der mere end nogen anden kom

mer til at beherske Programmet, ved Siden af ham de gamle

Klassikere eller de tyske Romantikere. End ikke Franskmændene

eller nogen af blandet Farve tages med. Ligesom

par clépit

tage Koncerterne mere og mere den Farve, de senere have

bevaret.

Ved Forholdenes Magt som ved egen Tilbøjelighed udviklede

saaledes Musikforeningen sig henimod det ensidige. Støttet af

Italienersværmeriet begyndte samtidigt Oppositionen at faa Ord,

det kunde ikke være andet. Musikforeningen havde paataget sig

det Hverv at „danne“ sit Publikum og maatte foreløbigt finde sig

i at blive betragtet med de ikke altid milde Blikke, hvormed Ung

dommen ser paa en stræng og principfast Opdrager. Med stor