Musikforeningens

— Gades Gmol-Symfoni —

Efter den Anerkjendelse, der var blevet Gade til Del ved

Ossian-Ouverturen, var han kommet i første Række blandt de

unge. Store Forventninger knyttede sig til, hvad man ellers kunde

faa fra hans Haand. Det næste blev som bekjendt G mol-Sym-

fonien. Den blev indleveret til Musikforeningen, men Bestyrelsen

synes ikke strax at være kommen under Vejr med dette Værks

Værdi. Den kaldte det i Almindelighed for „fortjenstfuldt og

talentfuldt“ , men mente dog, at det „i Ejendommelighed og Op

findelse“ stod tilbage for Ossian-Ouverturen. Ikke desto mindre

var der strax Tale om at faa det opført i Foreningen, men saa

kom Weyses Død imellem.

Denne nødvendiggjorde en særlig

Weyse-Koncert, og Gades Symfoni blev foreløbigt henlagt. Da

imidlertid just paa denne Tid de fire Symfoni-Koncerter bleve

indførte, havde der ganske vist været god Lejlighed for Bestyrelsen,

0111

den rigtigt vilde, til alligevel at bringe Symfonien frem. Hvad

enten Grunden nu har været Vanskeligheder fra Glæsers Side eller

Lunkenhed fra Bestyrelsens, dette skete ikke. At Gade selv om

gikkes med Tanken

0111

at give en Koncert, har maaske ogsaa

bidraget til at kølne Musikforeningens Iver. I Stedet for altsaa

strax selv at gribe til, lod Bestyrelsen, som det hedder, „Bolden

gaa videre“ og skrev til Firmaet Breitkopf & Härtel i Leipzig en

Anmodning

0111

at skaffe Symfonien frem i denne Musikens Hoved

stad. Ved Mendelssohns Initiativ blev dog dette Skridt overflødigt.

Gade havde nemlig selv sendt Symfonien til Bestyrelsen for Ge-

wandhaus-Koncerterne og modtog da som Svar et egenhændigt

Brev fra Mendelssohn. Den uforbeholdne, i ualmindeligt varme

Udtryk holdte Anerkjendelse, hvormed denne Musikens Stormester

hilste Symfonien som et nyt Kunstens Gjennembrud, gjorde med

et Slag den unge danske Komponist til Gjenstand for mange fleres

Opmærksomhed end Vennernes i Kjøbenhavn. Der blev naturligvis

strax Allarm i den nationale Lejr herhjemme, og der trak svære

Uvejrsskyer sammen om Musikforeningen.

Hvad man kunde bebrejde denne var dog højst det, at den i

et Smagsanliggende var kommet til et andet Resultat end en

verdensberømt Autoritet. Dette kunde være kjedeligt nok, en For

syndelse derimod kunde man dog vanskeligt kalde det. Men Sin

dene vare nu engang ophidsede. Det nyligt stiftede Blad „Fædre

landet“ , Organet for Datidens Intelligens, mødte med en hvas

Artikel, hvor der blev draget til Felts mod Musikforeningens Ad

ministration, „denne Areopagus“ , som ved „sin Begegnelse“ af og