95 / 256
8 4
— 1843 -
denne Beethoven-Masse dukker som en ny Fremtoning We b e r
frem. Det var vel snarest et Tilfælde, at han ikke tidligere havde
spillet nogen Rolle, medens man dog ellers før havde skyndt sig
at faa det nyeste med af Ouverturer, Bennetts f. Ex. Nu kom
Glæser imidlertid med sin Begejstring for den ny tyske Romantik,
der havde Webers Navn fremfor noget paa sin Fane, og da vi
træffe de Weberske Sager navnlig i Begyndelsen af dette Tidsafsnit,
hvor Glæsers Indflydelse dog havde noget at sige, tør det vel
tilskrives nærmest ham, at de tre Ouverturer „Euryanthe“ , „Beherr
scher der Geister“ og Jubel-Ouverturen foruden nogle Prøver af
„Oberon“ bleve trukne frem. Den anden ny Mand i denne Periode,
Che rub in i, kommer omvendt først op lige henimod Slutningen
med Ouverturerne „Abencerragerne“ og „Medea“ samt Enkeltheder
af „De to Dage“ og Messen Nr. 2, vel derfor snarest efter
Administrationens Initiativ. De, der, næst Beethoven, alligevel
give Tiden sit Præg, ere ikke disse nye Navne, men de gamle
Klassikere Ha ydn og Mozar t, Haydn dels med Brudstykker af
hans to Oratorier „Skabelsen“ og „Aarstiderne“ , dels med for-
skjellige Ouverturer, Mozart hovedsageligt med de tre saakaldte
„store“ Symfonier, Es dur, G mol og Jupitersymfonien. Fremdeles
er det Musikforeningens gamle Kjærlighed, Mende l s s ohn og
S poh r , den første med Musiken til „Sommernatsdrømmen“ som
en temmelig sen Nyhed, som andre Nyheder fremdeles „Antigone“ ,
„Athalia“ , „Elias“ , et Par af Symfonierne (derimod mærkeligt nok
kun lidt af Ouverturerne) samt en Del Kammermusik, Spohr med
„Faust-Ouverturen“ , „Jessonda“ , forskjellige Symfonier og Dobbelt
kvartetter. Den øvrige udenlandske Produktion spiller en kun
forsvindende Rolle, i al Fald hvad Antallet angaar. Af de gamle
træffes kun Gluck — Ba ch og Hände l saa godt som slet ikke —,
derimod Folk som Ons l ow, Méhul , Bo i e l d i e u , J u l i u s R i e t z ,
Benne t t , ja selv F é l i c i e n Dav id , medens Schube r t og S chu
mann akkurat lade sig tilsyne. Blandt de indenlandske Kom
ponister vender Opmærksomheden sig mere og mere mod de to
senere Førere, Ha r tma nn og Gade. H. Run g og Car l He l s t ed
komme ogsaa lidt med, hvorimod det begynder at mærkes, at baade
We y s e og Ku hl au gaa over til Historien. Som allerede antydet
er der imidlertid i den almindelige Karakter af Programmerne
nogen Forskjel, eftersom de høre hjemme i de første eller de
senere Aar af Perioden, noget, der stammer fra den forskjellige
Grad af Indflydelse, Glæser øvede. De første Aars Programmer