![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0102.jpg)
— Den italienske Opera —
91
vaagede en gunstig Stjærne over disse Italienere. Vor „Italienertid“
var for Haanden. Afsides beliggende, som vi vare, og uden stor
Forbindelse med de raadende Strømninger i Kunstens Verden
havde vi endnu ikke kjendt den rigtige Italienermani, der under
Klangen af de glade Rossiniaders søde Melodier fortryllede Sindene
i den store Verden. Det lidt, der blev importeret hertil af italiensk
Musik, kom mest frem paa det kgl. Theater, og omplantet i en
fremmede Jordbund, hvor der hverken var Midler eller Forstaaelse
til at gjøre det italienske gjældende, formaaede det ikke at fæste
Rod. Den lille, i musikalske Anliggender toneangivende Kreds,
saa med skjæve Blikke paa denne i sensuel Melodipragt prangende
fremmede Blomst, deres Begejstring for vore hjemlige Autoriteter,
navnlig for en saa stræng Kunstner som Weyse, samt for den
klassiske Musik maatte nødvendigvis føre den langt bort fra alle
velske Fornemmelser. Hvergang der derfor dukkede en italiensk
Opera op paa det kgl. Theater blev der mere eller mindre Spek
takel, og det var med Nød og næppe, at selv fremragende Exem-
plarer af Racen, „Norma“ eller „Regimentets Datter“ f. Ex., fik
Lov at existere for Udhysninger og Piben. Sindene vare saa op
hidsede, at det unaturlige i denne Fanatisme var der ikke mange
der havde Syn for.
Reaktionen mod denne Intolerance, der troede at kunne slaa
en forsvarlig Sundhedskordon mod den italienske Smitte, skulde
imidlertid ikke udeblive. Det nyttede kun lidt, at man saaledes
kunstigt havde villet opføre Dæmninger for den de store Kultur
lande beherskende Strømning. For at komme ind i rimeligere
Forhold maatte Kjøbenhavn som andre større Byer først have
gjennemgaaet sin Italienerepidemi. Den havde ladet længe vente
paa sig, men da den først kom tog den heller ikke læmpeligt fat.
Det var ligesom Publikum kun behøvede en Gang at høre en
italiensk Opera, sunget af Italienere, for at Fortryllelsen med et
Slag skulde falde over det. Der- var som sagt meget at bemærke
ved hin Førsteforestilling paa det gamle Vesterbros Theater, og
den givne Opera, Donizettis
„Gemma di Vergy“
var heller ikke
blandt dem, der skulde vinde Proselyter. Trods dette var Aftenen
ikke forbi førend de første trofaste Enthusiaster vare vundne.
„Il
bel canto“,
dette Begreb, der knap nok kjendtes af Navn, efterlod
for første Gang Tilhørerne i denne forunderlige Rus, hvis smittende
Egenskaber ogsaa kjendes fra vore Dage. Inden lang Tid befandt
Kjøbenhavn sig midt i Hvirvlen. Nærmere at skildre dette hører