87 / 256
76
— 1843 —
af det gamle nationale Formaal sættes det nye „at vække Interesse
for god Musik overhovedet“ , og samtidigt rykkede Koncerterne op
paa en med de andre Opgaver sideordnet Plads.
I det første Septennat af Musikforeningens Virksomhed som
Koncertgiver kan man nogenlunde tydeligt skjelne mellem tre for-
skjellige Afsnit. I Begyndelsen følte Foreningen sig bundet af
de dengang raadende nationale Principer. Programmerne vrimle
af dansk Musik. Den første Koncert bringer tre danske Kom
positioner (Gerson, Kuhlau og Hartmann), hver af de følgende
en eller flere af samme Kategori. Vel at mærke var det dog
bestandigt mest kun „Autoriteterne“ , Weyse og Kuhlau, der vare
fremme, dertil noget af Hartmann, hist og her andre Kompo
nister (Gerson og H. Rung). Dette første Afsnit, det n a t i o
na l e , om man vil, fortsætter sig til 1839, da Lovene forandres i
Overensstemmelse med Livets mere reale Krav. Fri for Lede-
baandene kaster saa Musikforeningen sig med Iver ind i den store
Musikverdens Bevægelser. Reaktionen er indtraadt, af dansk Musik
opføres der ikke en Tone, vi ere inde paa det andet Afsnit, det
kosmopo l i t i sk e . Det er væsentligt Beethoven, der med sine
Symfonier indtager første Plads, ved Siden af denne Tankens og
Formens Mester som et Supplement for Trangen til det mere
sanseligt skjønne, Mendelssohn, endvidere noget af de gamle Klas
sikere Haydn og Mozart. Den lille italienske Svingning, som Nav
nene Rossini og Spontini engang antyde, maa heller ikke glemmes.
Faren for, efter den nationale Ensidighed at forfalde til en tilsva
rende international, er lige for Haanden, men omgaas i Tide.
Udsættelsen af en Prisopgave for en Ouverture (1840), den derved
stillede Appel til „de unge“ blandt de danske, er Signalet til en
Frontforandring og Indledningen til det tredje og sidste Afsnit, det
b l andede . Koncerterne blive af friere, mindre „højmusikalsk“ Art.
Ved Siden af de allerede nævnte Klassikere sættes med et Spring
tilbage til helt fjærne Tider (Palestrina), med et andet helt ned
til det moderne Liv med dets Virtuoser (Rud. Willmers, Clara
Schumann og Ernst), fhalberg og Chopin, og fra „Autoriteterne“s
sikre Stade begiver Foreningen sig ind i de unges Lejr ved Op
førelsen af tre unge danske Komponisters Ouverturer, af Paulli,
(rade og G. J. Hansen. De følge Slag i Slag efter hinanden i
Aarene 1841—42.
Saavidt var Musikforeningen kommet i sit Livs første og vanske
ligste Stadium. Fra en lille Spire havde den med en forbausende