85 / 256
74
— 1843 —
kunde trænge igjennem ved sine personlige Egenskaber, der vilde
han heller ikke trænge paa. Det er denne Beskedenhed hos en
Mand, der dog til syvende og sidst besad den øverste Feltherre-
myndighed, som gjør hans Skikkelse tiltrækkende, saa meget mere,
som han almindeligvis maatte nøje sig med en temmelig kølig
Anerkjendelse. De Taksigelsesbreve, han modtog, udmærkede sig
just ikke ved deres Varme, og nu, da han for bestandigt skiltes
fra Musikforeningen, var det den samme „officielle“ Tone, der blev
brugt. Administrationens Ord, at „det er en Trang for os at
bevidne Dem vor og Selskabets Erkjendelse af den udmærkede
Iver og den Dygtighed, hvormed De har udført de anstrængende og
vanskelige Forretninger“ , disse Ord ere altfor høflige til ikke at
synes kolde ligeoverfor en Mand, der havde trukket Læsset i saa
mange Aar. Ja , det klinger næsten som Ironi, naar Skrivelsen
efter nogle Komplimenter til Funck slutter med at udtale den
Formening, „at det kun kan være ham behageligt at erfare, at
Kapelmester Glæser har vist os den Velvilje at love for Fremtiden
at ville dirigere vore Koncerter“ .
Man skulde tro, at Glæser som Funcks Afløser ogsaa havde
arvet hans Stilling som Medlem af Administrationen.
Det gik
imidlertid ikke saa lige til. Det gamle besynderlige Forhold, at
Dirigenten ikke havde Del i Bestyrelsen, opstod igjen, og Glæser
blev, ligesom sin Forgænger, først efter Aars Forløb valgt først
som Suppleant, siden som Repræsentant, hvorimod han aldrig
naaede Sæde i den egentlige Bestyrelse.
Kaste vi et Blik tilbage paa Virksomheden i Musikforeningens
syv første Aar, er det interessant at følge en Udviklingsgang, der
langsomt, men sikkert bevæger sig bort fra det oprindelige Ud
gangspunkt, Dyrkelsen af den særligt nationale Musik med dens
oprigtige, men naive Enthusiasme for de danske Komponister. I
denne Henseende indeholdt den første Paragraf af de oprindelige
Grundbestemmelser Parolen: Foreningen skulde virke for Udbre
delsen af fortrinlige dan ske Musikværker. Om andre var der end