Musikforeningens

— En ny Kapelmester —

Tvivlsomt var det jo, om man lige strax fik den rette Mand. De

mere eller mindre berømte Navne, man kunde vælge imellem, vare

alle kjendte som Komponister, men det var derfor ikke givet,

at de egnede sig for en administrativ Virksomhed. Saa var der

Faren for Ensidighed, for at „jo mere fremragende Kapelmesteren

var, desto lettere vilde han kunne paatrykke vor hele nationale

Retning sit fremmede Stempel, fordi vor egen Planteskole af

Komponisttalenter endnu er svag“ . Aabenbart er det her Er

faringerne Ira Berlins Opera, der spille med, hvor Spontini som

Kapelmester efter Evne øvede en kuende Indflydelse paa Tysklands

unge Opvæxt af Talenter (Weber o. fl.). Endelig talte andre Hensyn

for en saadan midlertidig Ansættelse, Vedkommendes større eller

mindre Evne til at finde sig til R.ette og tage sine Folk paa den

rigtige Maade, fremdeles, som det meget husholderisk hedder,

„Hensynet til den kongelige Kasse, der udsættes for Byrden af en

ikke ubetydelig Gage og maaske en Pension for en stor Familie“ .

Som Kandidater til den ny Post nævnes først forbigaaende

Mende l s s ohn ,

og F r an z Lachne r . Det bedste var ikke

for godt. Men det tilføjes dog strax efter, at de alle vare i Be

siddelse af bedre Stillinger og derfor paa Forbaand rnaatte opgives.

Ved Hjælp af Carl Weis, som da opholdt sig i Tyskland, skaffede

man sig dog rimeligere Forbindelser, f. Ex. med Mar s chilier, der

nogle Aar i Forvejen havde besøgt Kjøbenhavn og personligt sat

„Hans Pleiling“ i Scene. Han var ansat som Kapelmester i Han

nover, men var dog ikke uvillig til at laane Tilbudet Øre. For at

faa ham maatte man imidlertid lade Betingelsen om det femaarige

Engagement falde, og det var nu engang et Punkt, man havde

forelsket sig i. Herpaa strandede saa Udsigten til at faa „Hans

Heiling“s Komponist til Kjøbenhavn. Man tænkte derefter paa

G. G. Re i s s i ger , men ved hans Udnævnelse som Kapelmester i

Dresden faldt hans Kandidatur bort. Som Muligheder foreslaas der

imod Dorn , der dengang var i Riga, og Sch i nde l in e i s ser i

Pesth, men, som Betænkningen udtrykker sig, „disse turde dog

næppe komme i Betragtning ved Siden af Kapelmester Glæser

ved Konigstådter-Theatret i Berlin“ . Han var i Kjøbenhavn kjendt

som Komponist af Operaen „Ørnens Rede“ og var netop ledig, da

det Theater, hvortil han var knyttet, stod paa svage Fødder og

han derfor ønskede at komme bort derfra. Han var tilfreds med

den tilbudte Gage, og da han tillige havde indsendt en smigrende