![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0076.jpg)
— Clara Schumann —
65
Musikforeningens Stilling til denne gryende Virtuosmani var for
sigtig, afventende. Foreningen havde ifølge sit Formaal ingen nær
liggende Grund til særligt at kultivere disse Kunstens prangende,
stærkt duftende Blomster, den havde en Fornemmelse af, at denne
Kultur i Længden kunde føre den betænkeligt af Vejen, og den fandt
sig roligt i de Finter om at „benytte Kategoriernes Kræmmeralen“ ,
som af og til blev rettet imod den. Liszt og Ole Buli havde lagt Kjø-
benhavn for deres Fødder til Trods for, ikke ved Hjælp af Musik
foreningen. Paa den anden Side vilde det jo være bitter Pedanteri
og Principrytteri at udelukke alt, ogsaa dem, man traf paa sin Vej.
Men det havde hidtil saa godt som alene været hjemlige Kræfter
(Wexschall, Gerson, Courlænder, Fru Tutein, Adolph Nathan), der
havde repræsenteret Virtuosbranchen, selv Rud. Willmers var jo
saa godt som dansk. Som en Slags underholdende Feuilleton-
artikel i det ellers solidt udstyrede Program var der af og til
faldet en eller anden Solopræstation af, men det egentlige karak
teristiske Stadium for Virtuosfeberen, Beruselsesprocessen, havde
Musikforeningens Medlemmer endnu ikke gjennemgaaet. Nu kom
Clara Schumann. Hun har imidlertid paa dette Tidspunkt knap
nok forandret noget i dette Forhold. „Den smukke symbolske
Skik at tilkaste Kunstneren Blomster“ , som ifølge et Blads Udsagn
første Gang kom til Anvendelse ligeoverfor Liszt, har næppe været
gjentaget med hende.
Dertil var hendes Kunst for indadvendt, for lidt udfordrende.
Som en fin og fornem Salonfremtoning havde hun for nogle Aar
tilbage begyndt ligesom alle de andre, der spillede Tbalberg og
Henselt, og for hvis Præstationer Virtuositeten som saadan gjaldt
som den egentlige Maalestok. Men det varede ikke længe inden
hendes poetiske, romantiske Syn paa Musiken førte hende ad helt
andre Baner. Der tilkommer hende som den første, og Liszt efter
hende, Æren af at have indført Bach og Beethoven paa Klaver-
programmerne, paa en Tid, hvor den enes Præludier og Fugaer og
den andens Sonater hørte ind under den Musik, der i Koncertsalen
var det døde Bogstav. I Musikforeningen var selvfølgeligt dette den
største Anbefaling. Hun spillede B e e t ho v en s Appassionata (dog
kun Adagioen og Finalen) og kom tillige til at introducere Gh opin
ved Etuden Nr. 5 i Ges. Da hun senere, en halv Snes Aar efter,
vendte tilbage, stod hun i sin Berømmelses Zenith. I hendes Pro
grammers Sammensætning var der intet ændret, men vel i Publi
kums Vurdering af hende. Der er faa, der har efterladt det Indtryk
Musikf. Festskrift. II.
5