72 / 256
— Musikforeningen som Mæcen —
61
egne og flere knnstforstandiges Vegne at bringe Komponisten fuld
Anerkjendelse af det Talent, den Flid og den tekniske Sikkerhed,
hvormed Kvartetten er udarbejdet“ , saa Matthison-Hansen vandt
dog „hædrende Omtale“ , en Ting, der hos den i sine Udtalelser
ellers altid meget forsigtige og konventionelt forbeholdne Admini
stration ikke havde saa lidt at sige. Et Løfte, denne gav, om at
hjælpe til hos en Forlægger for at faa den udgivet, bragte ikke
noget Resultat. Dengang, saa lidt som nu, voxede der Forlæggere
paa Træerne.
Ligeoverfor en anden Komposition blev Musikforeningens Hjælp
derimod ydet. Komponisten E. Horn em an
senior
anmodede i
1841 om at Musikforeningen vilde subskribere paa nogle Exemplarer
af hans „TolvKapricer for Piano“ . Administrationen foreslog „paa
Grund af det umiskjendelige Talent ved dette Arbejde, der udmær
ker sig lige meget ved en let og gratiøs Stil og ved dyb Følelse,“
at man skulde subskribere paa 25 Exemplarer, i alt indeholdende
100 Hefter, og Hornemans nydelige og poetiske Klaverstykker, som
blandt andre Robert Schumann skænkede en meget rosende Om
tale, kom efter dette Forslag til Bortlodning blandt Medlemmerne.
Endelig henvendte den bekjendte Original, Syngelærer Goetze,
sig til Foreningen for at denne skulde udgive Geo rge G e r s o n s
efterladte Kompositioner, hvoraf navnlig nogle tyske Sange havde
vundet stor Udbredelse og i forskjellige Afskrifter kurserede omkring
i musikalske Huse. Han sendte Administrationen en stor Mængde
Sange og Duetter med tyske, danske, franske og italienske Texter
— i alt to tykke Bind i Manuskript. Om at udgive dem alle
kunde der naturligvis ikke være Spørgsmaal, men Administrationen
søgte og fik en Kredit paa 200 Rdl. til at udgive sex af de bedste
og mest yndede Sange og gjøre Oplaget saa stort, at hvert Medlem
kunde faa et Exemplar. Dette skete, men hvem der ikke var til
freds var Goetze. Navnlig tog han det meget ilde op, at man ikke
havde spurgt ham til Raads, hvilket han betragtede som en „for
sætlig Fornærmelse og Tilsidesættelse“ , som han bl. a. i sine meget
bidske Breve udtrykte sig. Korrespondencen herom endte med et
„Ultimatum“, fra Goetzes Side, men der flød dog intet Blod.
Den økonomiske Status havde henved Aaret 1841 forbedret
sig saa meget, at man paa Generalforsamlingen kunde møde med
en Kassebeholdning af ikke langt fra 1100 Rdl. Man kunde altsaa
begynde at tænke paa extraordinære Udgifter. En af dem, i og
for sig en Ubetydelighed, var lige paa Nippet til at fremkalde en