78 / 256
— Operaen og Kapellet —
67
maaske en kort Fremstilling af dette Spørgsmaals Løsning være
paa sin Plads her.
Pivad der var at gjøre for at komme ud af Uføret, derom vare
alle i Hovedsagen enige.
Man kjendte tilstrækkeligt til, hvad
Splittelse vilde sige, nu skulde Feltraabet være Sammenhold, Fast
hed og Orden. I Stedet for de mange Smaakonger vilde man
have en enkelt Konge, udrustet med al den Myndighed, der var
fornøden for at tage Ledelsen af Operaens samtlige Elementer i
sin Haand. Det, man krævede, var altsaa Udnævnelsen af hvad
man dengang hyppigst gav Navn af en „Musikdirektør“ eller hvad
vi nu kalde for „Kapelmester“ .
Det er imidlertid en gammel Erfaring, at har en Tilstand
Traditionens Hævd for sig, saa besidder den ikke mindre Sejghed,
fordi den grunder sig paa et fejlt Princip, tværtimod. Det kunde
derfor have havt lange Udsigter med Reformer, om der ikke var
kommet noget til, der havde gjort Spørgsmaalet brændende. Frøh-
lichs tiltagende Sygelighed gjorde hans Afgang som Koncertmester
nødvendig. Hvad nu? At der frembød sig en gunstig Lejlighed
til at sætte Reformen i Værk var øjensynligt. Vanskeligere var
det at komme til Enighed om, hvem der skulde iklædes den ny
Værdighed. Det manglede ikke paa indenlandske Kandidater, som
den offentlige Mening udpegede, Hartmann, Bredal, ogsaa Funck.
Andre stemmede paa Konkurrence, skjønt det ikke let ses, hvad
man havde tænkt sig ved en saadan, da Manglen jo netqi bestod
i den fleraarige Konkurrence, der havde fundet Sted mellem de
tre Koncertmestre. Den almindelige Mening var ogsaa mere radikal.
Gjaldt det et extraordinært Onde maatte man gribe til extra-
ordinære Foranstaltninger, og derfor blev den Anskuelse, som gik
ud paa, at man burde søge til Udlandet for at faa den rette
Mand, ogsaa den, der sejrede. At finde ham, det var kun
Vanskeligheden.
Det var til Musikforeningen, at Theatret, i hvis Bestyrelse nu
den musikalske Konferensraad Kirstein havde Sæde, under denne
Forlegenhed henvendte sig for at søge Raad. I September 1841
blev Administrationen af Theaterchefen anmodet om at erkyndige
sig om „hvorvidt nogen af Udlandets Musikere, som maatte antages
at besidde den fornødne Dygtighed til at beklæde den for Tiden
vakante Musikdirektørpost, maatte være villig til at overtage samme
mod en Gage af 3000 Rdl.“ Der kunde ikke være givet Musik
foreningen et klarere Bevis paa Beskaffenheden af den Plads, den