51 / 256
4 0
— 1839 —
frem i Pressen, som ikke har dette Anerkjendelsens rosenrøde
Skær. Et enkelt Exempel viser ved sit haartrukne Ræsonnement,
hvor langt bort man maatte søge i sin Argumentation for at
komme Foreningen til Livs. Det findes i Bladet „Den Frisindede“ ,
der ligeoverfor en Artikel i „Berl. Tid.“ , hvor det fremhæves, at
Foreningen har vakt Sansen for Musik, udbryder: „Dette betvivle
vi ikke blot, men benægte det paa det bestemteste. Og skjønt
talrigt besøgte Generalforsamlinger vel ikke ere noget afgjort Bevis
paa den Interesse, Medlemmerne have for Selskabet, saa vidner
det modsatte dog vistnok næppe om synderlig Iver for samme.
Til den Lunkenhed og Tomhed, hvormed de tidligere General
forsamlinger ere bievne afholdte, skal man vanskeligt finde Magen
i nogetsomhelst andet Selskab.“ Et ægte Argument fra Friheds
bevægelsens første Agitationstid! Fordi der ingen livlige Møder og
Forhandlinger er, kan „Sansen for Musik“ ikke være vakt!
Naar der i det foregaaende er blevet talt om Savnet af et
rummeligt Koncertlokale som en af de faa Hindringer, Musik
foreningen fandt paa sin Vej, har dette sin gode Grund. Spørgs-
maalet om en ny Kon c e r t s a l kan siges at have fulgt Foreningen
lige fra dens Vugge, i Grunden bestandigt uløst, i sin foreløbige
Afgjørelse, ved Benyttelsen af Kasino, mere omgaaet end bragt til
Afslutning. Allerede paa et saa tidligt Tidspunkt som i 1838,
altsaa i Koncertvirksomhedens andet Aar, dukker det op. For
manden, E. Gollin, henleder Opmærksomheden paa det som en Sag,
der i høj Grad stod paa Dagsordenen og tilføjer, at der allerede
lindes en Plan, der har vakt Interesse, men som endnu er for lidet
udviklet til at den kan forelægges Forsamlingen. Et Par Aar gaar
uden at Spørgsmaalet tilsyneladende kommer ud over dette rent
forberedende Standpunkt. Saa bliver det brændende igjen ved alle
de Vanskeligheder, den italienske Opera paa Hoftheatret beredte
med Hensyn til Benyttelsen af dette Surrogat for en Koncertsal.
Hartmann udtaler sig paa Administrationens Vegne om Sagen,
kalder Hoftheatret, aabenbart med Trakasserierne med Italienerne
i frisk Minde, for et „yderst slet Lokale“ og udstøder et dybt Suk
over „Hovedstadens følelige Mangel paa et endog kun anstændigt
Lokale for større Koncerter“ . Der var dog langt frem inden det
blev bedre. Det første Skridt ud paa Realisationens Bane blev
gjort da der i Midten af Fyrrerne dannede sig et Slags Aktie
selskab eller Konsortium. Hvor mange eller hvor store Beløb, der
blev indskudt, indeholde Aktstykkerne intet om, heller ikke noget