Musikforeningens

— De tre Koncertmestre —

fandt Sted, saa at Sangerne sang efter den enes Indstudering,

medens Orkestret akkompagnerede efter den andens, snart for

langsomt, snart for hurtigt, meget ofte for stærkt. Beskæftige

Bladene fra den Tid sig med dette Forhold er det en bestandig

Klagesang, der lyder, men lige meget hjalp det. I Kapellet selv

maatte den uundgaaelige Rivaliseren mellem de tre Dirigenter

naturligvis medføre ikke færre Ulæmper. Manglen paa Disciplin

bredte sig paa begge Sider af Lamperækken.

Musikforeningen

havde altsaa, som man skulde synes, al Anledning til at tage Af

stand fra disse Tilstande. I Stedet for dette havde man jo imid

lertid fattet den uheldige Beslutning at skifte med Dirigenterne,

ligesom Theatret gjorde. De personlige Flensyn vare for stærke.

Tilfældet kom imidlertid Foreningen til Hjælp og bevarede

dens Koncerter for Splittelsen. B r e d a l havde sagt Nej til Til

budet om at dirigere vexelvis. Der var altsaa nu kun Frøhl i ch

og Func k tilbage. Hvem af dem, der var den bedste Dirigent er

det af Datidens Avisartikler ikke godt at faa Rede paa. Frøhlich

var af de to aabenbart den mest dannede Kunstner, som Kom

ponist nød han stor Anseelse, og hans Stilling som en af Autori

teterne i alle musikalske Anliggender, som en af Mændene med

„erkjendt Geni“ — et yndet Udtryk dengang — vilde kun støtte

Foreningen, give dens Præstationer mere Relief, selv om han i

Egenskab af Dirigent savnede nogen Energi. Men alle Forhaab-

ninger

0111

varigt at se ham i Spidsen for Musikforeningens Kon

certer strandede snart paa hans svækkede Helbred. Han formaaede

i de Aar knap nok at varetage sin Tjeneste i Theatret; om noget

udenfor dette kunde der ikke være Spørgsmaal. Efter at have

dirigeret den ene Koncert (Nr. 2) i Musikforeningen gik han derfor

faktisk ud af Dirigent-Kandidaternes Række. Der tabtes i ham

muligvis en Støtte, en Autoritet, men der vandtes aabenbart nok

saa meget i en ikke mindre vigtig Pienseende, i Enhed og Fasthed.

Paa denne Maade kom Pe t e r F u n c k 1) alene til at dirigere

Koncerterne lige indtil Glæsers Ankomst, altsaa i fem 'Aar. Funck

') P e te r Fun ek var en Søstersøn af Kapelmester Schall, i hvis Hus

han blev opdraget, og skyldte nærmest dette Slægtskabsforhold at hans

Stilling blev af*forholdsvis overordnet Natur. Kun omtrent

15—16

Aar

gammel blev han

Aaret

1803

ansat som Violinist i Kapellet.

Tyverne

fik han offentlig Rejseunderstøttelse og opholdt sig væsentlig i Paris, hvor

han nød Undervisning af Habeneck og i Theori af Reicha. Da han kom