47 / 256
36
— 1838 -
var væsentligt Praktiker og som saadan en brugbar, om ikke
særligt fremragende Dirigent.
Han manglede dertil en Del i sin
Uddannelse som Kunstner, hvad hans praktiske Dygtighed ikke
altid har kunnet dække over. I al Fald fik han det tit at høre i
Aviserne. Til Musikforeningen selv stod han, trods sin Dirigent
virksomhed, i et løst Forhold. Hver Gang han skulde fungere blev
han særlig opfordret dertil i en egen Skrivelse med Underretning
om, hvorledes Programmet var sammensat af Administrationen.
Selv var han kun nogle enkelte Aar Medlem af denne Korporation
og har næppe havt stor Indflydelse der — et underligt Forhold,
som vi i vore Tider knap nok kunne sætte os ind i.
Saa meget end Koncerterne og hvad dermed stod i Forbindelse
lagde Beslag paa Interessen og Kræfterne, glemte man dog ikke
„Hovedopgaven“ , den literære Virksomhed. Det kunde imidlertid
ikke længe blive skjult, at Forholdene her antoge en bestandigt
ugunstigere Udvikling. Man tør vel allerede tvivle paa, om den
Lodtrækning, der hvert Aar fandt Sted og ifølge hvilken 100—200
af Medlemmerne bleve lyksaliggjorte med en Opera i Klaverudtog,
kunde glæde sig ved nogen overvættes Interesse. Sikkert er det,
at det Udslag af Publikums Deltagelse, som lagde sig for Dagen
ved Kjøbet af disse Operaer, ikke godt kunde være ringere. Bedst
gik det „Sangene“ , hvoraf der solgtes 105 Exemplarer. Men med
Hensyn til „Hugo og Adelheid“ stillede Afsætningen sig endogsaa
hjem gav han en Koncert, men blev ikke gunstigt bedømt. Fingrene og Buen
løb stadigt fra ham. Ved Schalls Protektion blev han imidlertid Forspiller
ved første Violin, medens selve Wexschall i Begyndelsen fungerede i samme
Egenskab ved anden Violin, et Forhold, der naturligvis satte meget ondt.
Derefter blev Funck Balletrepetitør og Dirigent samt efter Tiemroths Afgang
Koncertmester. Han skal som Dirigent have manglet Evnen til at følge
Sangerne i deres dramatiske Foredrag og til at støtte Danserne, naar Kræf
terne toge af. Som Person skildres han som en net,* fin Mand, stille og
indesluttet.
1842
blev ban afløst af Paulli som Balletrepetitør og
1849
fik
han under Heiberg Afsked som Koncertmester, hvilken Stilling Paulli lige
ledes overtog.