45 / 256
34
- 1838 -
sligt ikke nogen stor Opofrelse, tit endog en Adspredelse fra de
sædvanlige Forretningers Ensformighed“ . Noget senere kan man
endvidere i et saa anset Blad som „Kjøbenhavnsposten“ læse en
Artikel, der med Overskriften „Om vore Koncerters Organisation“
for Alvor tager Ordet for, at Dilettanterne bør være den Hoved
hjørnesten, paa hvilke vi skulde bygge vore Orkestre herhjemme, og
endog i sin Argumentation stiger til følgende Udtalelse: „Det, at
der bestandigt maa rekurreres til Kapellet som Stamme for Orkestret,
er en Hovedgrund for den Slappelse, der betegner vor Musik
verden.“ Altsaa, Dilettanterne vare ingenlunde betænkte paa at
lade sig sætte ud af Musikforeningens Orkester, hvor de engang
havde faaet fast Fod, og det maa ikke have været en saa let Sag-
at gjennemføre det Tilsagn, Kapellets Medlemmer fik, at for Frem
tiden skulde der blive sørget for, at kun Dilettanter med fornøden
Dygtighed kom til at medvirke. Imidlertid, Tiden hjalp til, og det
lykkedes efterhaanden at læmpe Foreningen ud af disse Forviklinger.
Da det kom til Stykket formaaede den hele Dilettantbevægelse dog
ikke at sætte Blomst. En af Koncertmester Bredal oprettet Skole
for et Dilettantorkester vandt lige i Begyndelsen en Del Tilslutning.
Men Interessen tabte sig snart og Foretagendet sygnede hen.
Det Hib, der i den omtalte Artikel var givet „vor Musikverden“ ,
var nærmest rettet mod Fo r ho l d en e i Kap e l l e t , og det ikke
uden Grund. De splittede Tilstande der kunde nok give Anledning
til Angreb. Schall havde efterladt Kapellet i fortrinlig Stand, som
et Mønsterorkester. Efter hans Død gjorde imidlertid forskjellige,
vel mest personlige Hensyn sig gjældende, saa man ikke i hans
Plads satte en enkelt Mand, men greb til den højst uheldige,
allerede omtalte Tredeling af Anførerhvervet. Dertil kom, at Ka
pellet end ikke befandt sig under samme Overledelse som Theatret,
hver af disse samvirkende Institutioner havde deres særlige Chef.
Det var kun altfor naturligt, hvad der maatte følge herpaa, Mangel
paa Sammenhold og Mangel paa Disciplin. Sangpartier o. lign.
bleve indstuderede af den ene, Syngemesteren, der ikke havde
noget at gjøre med den anden, Orkesteranføreren. Naar det saa
kom til Orkesterprøverne kunde det overmaade let hænde, at Op
fattelsen af dette eller hint, af Tempoer f. Ex. eller Foredrags
bestemmelser, ikke faldt sammen hos de to, og da Dirigenten ikke
havde nogen selvskreven Myndighed, blev Resultatet altfor ofte
Konfusion, unødig Trætte og Omgjøren. Ja , der manglede ikke
Tilfælde, hvor Uenigheden ikke var blevet bilagt inden Opførelsen