147 / 411
Platheder.
1 3 9
Paavirkninger, er det ikke godt at vide, men vort Modersmaal vilde
sikkert have været haardt truet, i Særdeleshed hvad Skriftsproget
angaar.
De Platheder, der forekommer i Komedierne, hørte Datiden til,
Holberg anvender dem, fordi de var Tilbehør til en sand Skildring
af Tiden og Personerne. Der gjøres ogsaa i den Ketning Forskjel;
medens Tjenerskabet ofte bruger meget grovkornede Vittigheder, op
træder Damerne ikke med tvetydige Talemaader, men i det hele
bliver saadanne dog lagt i Munden paa de fleste Mænd. Ligesom
Holberg selv i Fortalen til Peder Paars siger om visse »Ubluelig-
heder«, at de uden Eftertale kunde bruges endogsaa af de ærbareste
Folk i Selskaber, saaledes beretter han selv i Fortalen til Epistlerne,
1 Anledning af den ny ændrede Tone, der vilde udelade alle fri og
naturlige Talemaader af hans Komedier, at det var de samme Skue
spil, som for 20 Aar siden uden nogen Forargelse havde været spil
lede saavel ved Hove som i Staden32).
Holberg siger ogsaa et andet S ted33) : »En Komedies Dyd be-
staar derudi, at Personerne blive naturlig forestillede, hver efter sin
Stand, og kan man. derfore, naar al Præjudice sættes tilside, finde
lige saa stor Behag udi en Kandestøbers som udi en Greves Kolle,
og naar en Haandværkssvend eller Dreng føres paa Skuepladsen, maa
Dragten være efter Standen, thi intet kunde være urimeligere end at
forestille en gemen Haandværkskarl udi galonerede Klæder«.
Den Tale, som Apicius i »Den Vægelsindede« (2, 3) bruger til
Helene, var i en Tone, som en ældre Kurmager kunde bruge til en
ærbar Dame paa den Tid uden at vække Anstød.
Tiden var ej heller i sig selv meget moralsk. Holbergs Jeroni
musser røber af og til Hemmeligheder, der ikke fremhæver deres D y d ;
det samme gjør Skifteprotokollerne undertiden.
Saaledes registreres
2 Breve i et Dødsbo efter en Isenkræmmer 1722, der var Enke
mand og havde 3 Døtre: »Tjenestepigen Anne Margrete Anders-
daatters gjorte Erklæring til salig Sprich dat. 1718, at han ikke er
Fader til det Barn, hun da var besvangret med. Derhos findes en
Kvittering af hendes Fæstemand Peder Andersen af Dato 4. April
1719, han kvitterer for alt, hvis som efterdags kan optænkes til Præ
tension imod Sprich«. Det andet Brev: »Et Forlig og Forening
imellem Tjenestepigen Karen Hielsdaatter og hendes Husbond Ludolf
Sprich, angaaende en Lejermaals Sag, er dateret 19 Jan. 1719; der