D en gamm eldags B orger.
149
Om denne Pænhed siger Holberg et andet Sted: „Det var til
forn brugeligt, at en Jomfru skulde skjælve, blusse, ja daane, naar
hun alene hørte en Mands Navn nævne, saadant kaldtes da for et
Bevis paa en Jomfrus Kyskhed. Nu derimod anses det som et Bevis
paa en urimelig Affektation. Jeg erindrer mig, at det udi min Barn
dom var uanstændigt for en Jomfru, der paa Gaden blev hilst af en
ung Karl, at hilse ham igjen, nu derimod bliver den holdt for grov
og inciviliseret, der saadant forsømmer. Yore Efterkommere ville
uden Tvivl næppe hare sig for Latter, naar de høre, at disse Tiders
Mennesker have brugt saadanne Talemaader: mine Sko og Strømper
for høviske Øren at tale, min Skjorte med Permission at sige, ja det
vil synes dem ligesaa latterligt, som det nu vilde komme os for at
være, om man hørte nogen exprimere sig saaledes: min Skomager
mit Ehren zu melden, salva venia, min Skræder, min Barberer.«
Jeronimus i »Jean de Erance« (2, 6), truer sin voxne Datter
med Prygl af Mangelstokken, en tynd Stok, hvorom man viklede Lin
ned, der blev glattet ved at rulles med et Mangeltræ, der var et
glat Træ med Haandtag. Han havde ogsaa en Stok til at hævde sin
husfaderlige Myndighed med. »Jeg ser, Henrik, siger Annike i »Den
politiske Kandestøber« (4, 2), at Fatters Custos, som hænger bag Kak
kelovnen, vil danse en lystig Galiath paa din Byg idag«.
En Mand med Penge sætter Borgeren over den fornemme.
I »Henrik og Pernille« (2, 9) fortæller Henrik et Træk, der ogsaa
er grebet ud af Livet: »Jeg tjente hos en fornemme Mand, som var
kommen til agters. Den samme, erindrer jeg, blev engang inviteret
paa Kaffe paa et Sted, hvor ogsaa var en rig Kjældermand. Man
syntes at gjøre min Herre mest Ære og skjænkede først for ham, men
det var forat forsøge paa hans Skaal, om Kaffen havde sat sig, ti
Kjældermanden fik altid den sidste Koppe, men den hedste. Aarsagen
var let at fatte, thi naar Værten kom til min Herre igjen, fik han
kun en Prise Tohak, men hos Kjældermanden et godt Maaltid«.
Det nymodens Væsen er Jeronimus en Pestilens. Det er hans
stadige Tale, hvorledes man levede i gamle Dage. »I min Ungdom«,
siger Jeronimus i »Maskeraden« (1, 4), »levede Folk ganske ander
ledes, i hvorvel vi havde engang saa mange Penge. Her var da ikke
over 4 Kareter udi Byen. Man saa fornemme Standspersoner lyses
hjem af deres Piger; naar det var ondt V ejr, gik man med Støvler.
Jeg vidste i min Ungdom ikke, hvad det var at age i Vogn. Men