ElersCollegium

til alle ofuenbem tc m ine

Stipendia

og gafuer de Personer,

som dennem tiid effter anden niude skulle . . .

saa

vil jeg hafue det fo rstaaet om saadanne udj min og min

hustruis

F am ilie r

, som er udj

publique

bestillinger eller

nogen hæderlig stand, være sig Mandfolck eller Qvindfolck,

som her udj Kongens Riger og Lande bosatte ere. Og for

all u-enighed herom imellem begge

F am ilier

at fore

komme, vil Jeg, a t den fornemste og ældste i huer

Fam ilie

skal med fornte

nom inations-Re

ttigheder

alter

nere.

Hermed er altsaa givet, a t E lers’ og F ru Elers’

Slægt skiftevis skal udnævne Alumnerne.

Men dermed

lader sig vanskelig forene en tidligere Bestemmelse i

F undatsen (Art. I, 4) saalydende: »

Magnificus F n u s.

Hector

med

F n is . Consistoricdibus

udvælger de dygtigste

P ersoner dertill af dennem, som

Ephorus

velbetænckt

præsenterer

.«

Her er der en Uklarhed, som aabenbart

kun kan løses ved et Compromis mellem Parterne. Det

mangler heller ikke paa Stridigheder om Forstaaelsen af

Fundatsens Mening.

Det vilde dog føre os for vidt at

indlade os paa en Fremstilling heraf. Vi skal nøjes

med, saa vidt muligt, at oprede det oprindelige Forhold.

I den allerførste Tid synes der ikke at have været noget

Spørgsmaal oppe angaaendeDenom inationsretten. Knuden

var i V irkeligheden ogsaa da let at løse.

Prof. Hans

Vandal var paa en Gang Efor og Denom inator, hvilken

sidste Ret m aatte tilkomme ham som F ru Elers’ Broder.

Det er im idlertid sandsynligt, at man slet ikke har tænkt

paa nogen Denom inationsret, men alene har holdt sig

til Eforens P ræ sentationsret. Expectancevæsenet, som

dreves i den første Tid, er ogsaa et Vidnesbyrd herom.

Skulde nogen af E lers’ Slægt nom inere, m aatte det blive

Povl Vinding (jfr. pag. 10 Anm.).

Men der er intet,