110 / 202
/
sistorium mente af Hensyn til Eforens P ræ sen tation sret
a t burde have flere at vælge imellem.
Man vilde dog
foreløbig »connivendo« give efter for Conferentsraaden,
indtil han blev sig sin »Irring vahr«, men Conferents
raaden forblev i sin »Irring«, og i Virkeligheden blev det
hans Anskuelser, som sejrede, saa at Consistorium u d
nævnte den indstillede, n a ar der ellers ikke i Følge
Fundatsen var noget at udsæ tte paa ham. Efter Løvenørns
Død 1779 gik Retten over til en anden Slægtning af Elers,
nemlig Gehejmeraad, Overpræsident i Kjøbenhavn Gødert,
A lbert de Braem, og efter dennes Død 1788 til Con-
ferentsraad Løvenørns Søn Contreadm iral Povl de Lø
venørn død 1826. P a a Fru E lers’ Side udøvedes Retten
i de første Aar af Sognepræst til T aarnby paa Amager
Prof. Hans Vandal, en Søn af Gollegiets første Efor
Hans Vandal.
Efter Vandals Død 1757 opstod der
Strid mellem Fam ilien indbyrdes, om hvem der nu mu
ligvis kunde være den fornemste og have fortrinlig Ad
komst til Nom inationsretten.
Denne var strax gaaet
over til Prof. .lens Schielderup Sneedorff i Sorø, som
var en Søsterdattersøn af Fru Elers. Men Fam ilien paa
Amager mente ikke a t kunne finde sig i Sligt. To aldrende
Søstre til den afdøde Sognepræst, nemlig Anna Cathrine
Vandal og Maria Dorthea Vandal, indgav 16. April 1757
en Begjæring til Consistorium om Nom inationsrettens
Overdragelse efter deres afdøde Broder. F aa Dage efter
kom der endnu en Ansøgning, nemlig fra Capelianen i
Taarnby Niels Randulf With, der ligesom Sneedorff var
en Søsterdattersøn af Fru Elers. Han havde nok hørt,
at Prof. Sneedorff vilde tilegne sig jus nominandi, men
W ith m aatte gjøre gjældende, at hans endnu levende
Moder egentlig havde*den allernærmeste Ret eller ogsaa
99