98 / 202
87
(og saa E le rsian er), d e r m en er, a t Æ re b e ro r p aa Mængdens
B eundring, og a t »m an ikke b ø r give Slip p aa det, hvo r
ved m a n h a r o p v ak t B eundring, om det saa v ar a t kaste
K jæ rn er ig jennem et N a a le ø je « 1). Thi herim od k an dog
m ed F ø je b em æ rk es, a t d et ikke sa a m eget er den
næ vn te S po rt, som b ø r fo rtsæ ttes, som det sn a re re er
Mængden, d e r træ n g e r til en b ed re Opdragelse.
Det
ligger i S ag en s N atu r, a t de D isputationshandlinger, som
d reves a f g an sk e ung e M ennesker, umulig kunde holdes
oppe i A lvorens og Væ rdighedens B eg ion , m en heller
ikke k u n d e holdes ind en fo r den sund e V ittigheds G rænser.
S aare let vilde hele H andlingen synke n ed til K aadhed
og an d re U dskejelser.
Vi h a r ovenfor set Exem pler
h erp a a.
Vi skal h e r anfø re en U dtalelse af Rottbøll,
der som sag t selv v a r en dygtig D isputator. Dog m aa
det b em æ rk e s, a t h an s Dom fældes over den svundne
Tid og ikke ov er h an s egen. H an sig e r: »Det sa a ud til,
a t hine D ispu tation søv elser efte rh a an d e n i T id ernes Løb v ar
sunkn e ned til et sn ak k esalig t O rdgyderi og en hø jrø stet
Strid om K ejseren s Skjæg, sa a at hele A cten hos Del
ta g ern e sn a re re opflamm ede et usømm eligt larm ende
S k jæ nderi end Iver for en besindig E fterforskning af
S a n d h e d e n « 2). Selv om m an vel k an indrømm e, a t de
Udskejelser, hvortil d er h e r sigtes, ikke sa a m eget fandt
Sted i den P e rio d e , hvorom Talen er p aa næ rvæ rend e
Sted, sa a e r det dog indlysende, at d e t sto re F lertal af
D isp u ta to rer kun h a r lev eret det m iddelm aadige, eftersom
b Univ. Journ. for 1793 p. 62.
2) Exercitia ista disputatoria tractu temporum in loqvacissimam
garrulitatem et clamosam de lana caprina altercationem, subinde
degeneras«e, ita ut totus aclus proprius ad petulanter rixantium
strepitum qvam sobrie veritatem disqvirentium zelum acces-
sisse videretur (Baden Univ. Journ. for 1793 pag. 62).