99 / 202
88
D isputationen ikke v ar frivillig men en Pligt. Efter disse
almindelige Bemæ rkninger gaar vi over til det, som
særjig angaar Collegiet.
Det paahviler enhver Alumne aarlig at levere enten
en Disputats eller en Declamation (Tale). Kun de, som
havde taget B accalau rg raden , m aatte disputere; alle
andre m aatte nøjes med en Declamation. Men da de
allerfleste Alumner var B accalaurer, har D isputationen
væ ret det almindelige.
Medens Declam ationerne ikke
tryktes, var dette Tilfældet med de allerfleste af Dispu
tatsern e, navnlig i den første Tid.
Senere hen i Slut
ningen af A arhundredet blev kun de fæ rreste trykte,
hvilket Jacob Baden beklager sig stæ rkt over og finder
heri den egentlige Grund til. den Mangel paa Iver og
Lyst, som S tudenterne viste for D isputationerne paa
han s Tid.
Borchs Collegium var da det eneste Sted,
hvor man endnu lod D isputatserne trykke *).
Hertil
k an dog bemærkes, a t de fleste P rodukter næppe for
tjen te a t komme under Pressen, og desuden i det hele
D isputatsernes Tid v ar forbi.
De S tuden ter, som i de
to sidste Decennier af Aarhundredet, disputerede, gjorde
det næppe af Lyst, men af Pligt.
Den ny Fundats for
Communitetet af 1777 og den ny Universitetsfundats af
1788 i Forbindelse med T idernes F rem skridt i det hele
havde efterhaanden gjort det k la rt, at der gaves andre
Maader, hvorpaa Studenten kunde bevise sin Dygtighed
og sit Fremskridt.
De trykte D isputatser fra E lers’
Collegium er for største Delen i Qvart. F ra 1770 af
bliver det. mere almindeligt at lade dem trykke i Octav.
Da D isputatserne tryktes paa Forfatterens egen Bekost*) Baden Univ. Journal I p. 110—11.