156 / 296
Det Krav, man rejste,, gik ud paa, a t der skulde tilstaas en Toldgodtgørelse paa Ind
førselstolden, naa r danske Skibe bragte oversøiske Varer hjem. Dermed mente man, at man
var blevet stillet paa lige Fod med Hamborg, saaledes at denne Bys Fo rtrin med Hensyn til
Øresundstolden var blevet neutraliseret. Her kom man b itte rt til a t føle Provinsbyernes
Magt, idet det lykkedes Flensborg at faa maget del saa, a t Toldnedsættelsen kun skulde
ydes, saafrem t Skibene, naar de sejlede fra Danmark, havde medbragt en Ladning danske
Varer. Herved blev det i forste Omgang; og derved var Kobenhavn aldeles afskaaret fra
a t faa Del i Fordelen, th i Byen havde jo netop ingen danske Varer at eksportere til den
store Verden, hvorimod Flensborg lukrerede derved., a t de Skibe, der gik til Vestindien,
medførte iliirsteiisladn inger fra de talrige Teglværker langs Flensborg Fjord.
Der skulde mere til, fe r København vand t sin Ret. I Aaret 1844 skulde Monarkiets første
Bane indvies. Den gik fra Altona (med 'Tilslutning til Hamborg) og til Kiel. Dermed vilde
det blive muligt fo r de harøborgsfee Kebmænd at sende Varerne endnu hu rtige re og billi
gere t i p ste rsø en end fer, hvilket naturligvis var en farlig Trusel mod København,.. Endelig
v&agnede saa Mlyndigliederne «¡g og samme Aar -— 1844 — udstedtes Forordningen, om
Toldrewiiissionen, hvorved 25
a f Iv d te sd s to ld e n for danske Skibe godtgjordes, naa r de
ved Afrejsen havde indtaget, halv Ladning i danske Havne. Ku kunde København være
med, th i den havde efterhaanden faaet oparbejdet en Stilling som Stabelplads for adskil
lige p ste rsøvaie r, saerligt Tdisinter., saaledes a t man. ikke længere savnede Eksportvarer.
De v a r bane ikke danslte.
Dra Thldtem issknien i 1844 hun v i d a te re Kebehhavns fornyede Opgang. Fra de tte Aar
fog' Oi'i'jsætntngvn til a t stige, og HandeteiBaadm begyndte straks a t vokse.
FAA VBI MIMI IBEfflKE TIDER. d a FlodhgdgB» « «M ig vender i 1844, foregaar det
fotei Manér. Snart kan v i a tte r ta le «am Clpgaiagsttiiåer.. m man glem te kun langsomt
den rinde
Ti-å.
Hver Gang de r synes at væ re esn Staædsning i Udviklingen, e r det ligesom
Skræk-ken hørmmer ev e r Folk. Og Wiver cter ¡sten rivTMfefre Tale om Tilbagegang, ja , saa
hriivr v i det
Ord:: l i l S — «cg kilte
Mimåesrme
©m de t -»gale Pengeaar« og dets
JfaBfcÉit- statur Hysteveadte fcsr
é
lem, der k a r « få e v tt «talt.
Det e r med Bette. v i h a r mdvalgt. -cis Åaarøt 1844 <qg BegiT*7«l»eidieiiL ToMre®a,issio«ejOL som
Yeratajwmk;.. th i Ocga. -ger. laster sig .c^ehlikkelig spane. Baa fem Aar syvdoMedes de t B dpb ,
fe r hvilket 4ter kunde knævtes Bakatt paa IniiiiS^radi^aWeiKi, hrvaå de r jo ta le r tydelig t c*n den
AXte e g ■«aærfce Taékst a f d en cwærsssåske åmgptit, bikaadft hv is nye Godter kam, nævnes den
ttEtsife d irek te Kiiriteitfflfj&cstt ids Xæråens w * KafiteftaondL Birasalias,. li deæae Handel v a r Gros-
æ r e r Hans Buggasrd en -af Høurånoniciaiie. Bqgesaan ifeam havde væ re t de t i Kampen fer
154