80 / 296
gade- og Borgergadekvarteret. Christianshavn blev i 1674 indlemmet i København, og
Fæstningen bragtes i Orden, ikke mindst ved Bygningen af Kastellet. Man vilde staa vel
forberedt, hvis en Fjende a tte r skulde nærme sig Hovedstaden. Men i Forbindelse med
Fæstningens Udbygning forbød man al Bebyggelse mellem Volden og Søerne; de smaa
opvoksende Forstæder uden for Portene forsvandt til største Skade for Københavns Ud
videlsesmuligheder. Endnu var der rigelig Plads inden for Voldene, men den Tid skulde
komme, da Forholdene blev uhyggeligt snævre.
Man skulde formode, at Byens stæ rke Vækst vilde give sig Udslag i en vældig Op
blomstring af Handelen. Ganske vist gik Erhvervslivet frem, men ikke i tilsvarende Tem
po. Det uheldige var, at København vel havde et stæ rk t øget Behov for Varer, men ikke
havde ret meget at eksportere til Gengæld. Landets Korneksport dalede i denne Tid stærkt,
dels fordi Landbruget var i Tilbagegang, dels fordi Københavns Forbrug af Landbrugs
varer steg saa stæ rkt, og desuden var Priserne paa Landbrugets Produk ter meget daarlige.
Men derved forringedes den danske Handels Muligheder, og naar Tvillingrigernes Økono
mi alligevel var taalelig, skyldtes det, at Norge i sin Træ last havde en Artikel, der var
stadig mere efterspurgt.
At ophjælpe Erhvervslivet maatte under disse Forhold være en tvingende Nødvendig
hed for Regeringen. Med de daarlige Kornpriser var en Ophjælpning af Landbruget ude
lukket, og sjæ ldent har derfor Merkantilismens økonomiske Politik væ ret mere velbe
grundet, end den var i Danmark i disse Aar. Indførsel af fremmede Industrivarer kunde
indskrænkes ved at skabe en dansk Industri, og Mangelen paa Varer til Udførsel kunde
afhjælpes, hvis Danmark fik en større Andel i den oversøiske Handel og de københavnske
Købmænd kunde faa Kolonialvarer til Genudførsel. Regeringen genoptog derfor, især efter
1660, den merkantilistiske Politik, som næ rmest havde lidt Skibbrud under Christian den
Fjerde, og — med hele Enevældens Trang til at systematisere — med betydelig mere Plan
og Konsekvens end før.
Vanskelighederne var im idlertid talrige. S taten var fattig og Købmændene var om ikke
fattige, saa dog uden de store Kapitaler, der krævedes for at kunne konku rrere paa lige
Fod med Hollændere og Englændere. Statens Finanser bedredes ved
Hannibal Sehesteds
kloge Politik, hvorved Krongodset blev udlagt til Statens Kreditorer. Statsgælden blev
derved brag t ned til en rimelig Størrelse og Tilliden til Landets Finansvæsen øgedes og
dermed Kreditmulighederne. Til Gavn for Erhvervslivet foraarsagede denne Politik des
uden en mere udpræget Pengeøkonomi. Paa den anden Side var Hannibal Sehesteds Fi-
nansreform ikke til udelt Fordel for de københavnske Storkøbmænd, der især havde ydet
S taten Laan. Det var nemlig Staten, der fastsatte Værdien af det Krongods, der tildeltes
7 8