260 / 454
235
er den anden Slags Vished, en af Gud betroet Vished, en Vished,
der for bestandig har sit Tyngdepunkt, sit Hvilepunkt i Gud: Vis
heden om Guds Tilgivelse.
Denne ydmyge Vished, denne glade, sikre Viden om Guds
Hjertelag mod Syndere toner i vore Salmer, taler i vore Alter
bønner, tilbydes med Daabens Ord, forkyndes og lovsynges ved
Naadens Bord, og det er vort tredie Ønske — ja, det vil vi bede
om, at den maa være Indholdet i den Prædiken, som skal lyde
her fra denne Prædikestol. En saadan Forkyndelse har Bud vi
den om. Den har Bud at bringe ogsaa i Dag til alle, hvis Hjerte
er et fortrampet Vildnis, hvis Vej er slaaet fejl, til alle afmæg
tige og lidende, til dem, hvis Synd altid staar for dem; til dig,
til dig. Gaa frem for Gud, sig det til Gud: Dette er ikke blot
min Ulykke, men min Skyld. Vov det Skridt, at tage al Skyld
paa dig.
Jeg forsikrer jer, siger Jesus: Denne gik retfærdiggjort hjem
til sit Hus.
Guds Hjerte aabner sig med Barmhjertighed.
IV.
Det er et Raab fra det dybe, og den, der forstaar sig paa
sligt, ved ogsaa, at er det ægte, dette Raab, saa er det
netop
fra
det dybe
og det ægteste ægte i Verden. Men der er saa faa^
af disse Toldere, saa faa, at det Spørgsmaal rejser sig: Er ikke*
dette Udtryk for en religiøs Specialitet, maaske endogsaa en
sjælelig Raritet?
Jeg ved, at med dette Spørgsmaal er Signalet i Grunden
givet til en umaadelig omfattende Diskussion. Jeg tog gerne
Del i den. — Jeg vil kun sige een Ting her: Hvem stikker dybest,
Farisæeren eller Tolderen? Ja, derom er der vel ikke Tviv.. Men
hvem har
R et?
Har Tolderen ikke Ret? Jeg vilde ikke være
Præst, hvis jeg ikke troede, at det har Tolderen. Tolderen taler
som et Menneske, men dybere og klarere, tilforladeligere end de
fleste. Han er vel en ulykkelig, en elendig. Men alligevel er han
een af os og fører ægte menneskelig Tale. Naar vi staar ve
en
Grænse, hvor ingen kan komme længere uden Guds Kraft da er
vi fælles om et Suk. Det Suk klædte han i et dybt Ord. Han gav
et inderligt Udtryk for dette menneskelige, at Hjertet maa briste
i vort Bryst, om det skal fyldes med Gud; han gav Udtryk tor
Sukket, Graaden, Længslen efter Forløsning, det, som vi har paa
Hjerte — det almenmenneskelige.
_
Jeg vil sige en Ting, som jeg ved er rigtig, at i denne For
samling er der mange dygtige, arbejdsvante og ^ar ej s ære,
klart tænkende, praktiske Folk, som véd det, hvis e vi vi e
det: skal vi begynde med Gud, for Alvor, skal vi begyn e som
Tolderen, netop som han. Der er et Savn i Hjertet som tærer
det inderste ud: Savnet af Guds Tilgivelse. Begynder du som
Tolderen saa først er du frelst. Tolderen frembærer Evangeliet