258 / 454
Ved Filips Kirkes Indvielse.
i.
Naar Kirken staar her hvid og lyser ud over vort flade
Land, og dens Klokker høres vidt omkring, da er den et jævnt
og fatteligt Symbol for en stor Tanke: Guds Menigheds Vished
om Gud, Troens Vished om Gud, prøvet og atter prøvet af
Slægt efter Slægt, prøvet og bevidnet ogsaa af det Guds Folk,
som lever nu. Kristendom er et Udtryk for andet end Vished.
Den udtrykker ogsaa Kamp og Stræben. Den, der kommer ind
i Templet, vil høre et: højere op. Taarnets Trappegavl herude
med dens smukke Stigning Trin for Trin er et klart Symbol for
denne Stræben. Men denne Opadstræben bæres af Troens Vis
hed, saadan som Taarnet stiger op fra den rolige, stærke Kam
pestenssyld. Og Vishedens Sprog møder os straks ved Døren.
Filip siger: „Kom og se!“ Ja, maatte du altid have Aandens
Klarhed og Kærlighedens Myndighed til at sige det, du Filips
Menighed, saa Folk forstaar, at Kristus kender vi, til ham har
vi betroet os. Om ham véd vi.
Og saa er det da vort første Ønske: Gud give Naade til, at
der herinde og derude maa lyde et redeligt og ydmygt Vidnes
byrd ud af Troens fulde Forvisning — ud af Tro til Tro.
II.
Men der er to Slags Vished. Det ser vi i Dagens Evangelium.
Thi disse to Mænd, Farisæeren og Tolderen, repræsenterer hver
paa sin Maade Visheden. Den Lighed er der — trods al For
skel.
Men en meget forskellig Vished. Der er en Vished, som er
færdig, afsluttet, en Vished, som ikke bare er eet med et Men
neskes fattige og færdige Tanker om den Evige — det faar
være, — men en Vished, som er eet med et færdigt og afsluttet
Menneskes selvsikre Tanker om sig selv. En hovmodig Vished.
En Vished uden Varme og uden Vækst.- En baade lavpandet og
sneverhjertet Vished. Som er groet ud af Visheden om, at alt er
i Orden — hos ham selv nemlig. En Vished om Frelse, men
som helt beherskes af den Tanke, at han, den udmærkede, jo
dog maa komme til sin gode Ret: Den riges fattige Vished om
Gud. En Vished, der helt har sit Tyngdepunkt i Mennesket selv
og ikke i Gud tillige. Den Vished har ikke Bud nogen Steder,
for den kender ikke Guds Hjerte, og Gud har ikke betroet den
noget Budskab. Hvad den end taler og forkynder, den taler altid
om sig selv og tænker altid paa sig selv, og mest i de frommeste
Øjeblikke. Hvad den end byder paa, det smager harsk af et selv
retfærdigt og dømmende Sind. Vi kender godt denne Selvretfær
dighedens Vished udenfor Kirken og i Kirken, i Rettroenheden
saavel som i Svagtroenhedens Klædebon.
Og det er da vort næste Ønske: Gud bevare Forkyndelsen her