261 / 454
i Dag, men han er ogsaa vor Læremester. Men jeg vil stemme
Tonen ned. Saadan staar der i et gammelt Digt:
Aftensolens Hygge
ikke kan mit Vindu naa.
Morgensolen ligesaa.
Her er altid Skygge.
Morgensolens Sange
—
aa, du er den Fantasi,
Verden solglad løftes i,
den jeg kan ej fange.
Det er menneskeligt. Og det kan godt være, Tolderen paa
Vej til Templet, paa Vej til Hvile i Guds sollyse Kærlighed.
V.
Jesu Forhold til Lignelsen! Det er ikke tilfældigt, at Jesus
iklædte sine Tanker om Frelse just denne Form; for han opsøgte
altid Tolderen, og med Farisæeren mødtes han ofte, og han
satte ham altid paa Plads. Han mødtes med ham en allersidste
Gang, og da satte Farisæeren ham paa Plads. Det var
Kristi
Fornedrelsesdag;
det var
Farisæerens Ophøjelsesdag.
Og da brød det guddommelige, der gemmer sig i Lignelsen,
igennem.
Da skete Underet.
For han skændte ikke igen, da han blev overskældt, og han
truede ikke, da han led, og han domfældte ikke Verden, der
dømte ham. Intet af dette selvfølgelige skete.
Nej —
Underet
skete.
Han bøjede sig ned mod al den Synd og Skændsel, saa ufat
telig og forfærdende den var, og tog den ind i sit Hjerte.
Underet sk ete:
Han, den til Døden jagede, gjorde sig til eet
med sine Forfølgere, han, den eneste rene og ophøjede, gjorde
sig til eet med de hæslige og brutale ZVlennesker, og eet med dem
bad han Tolderens Bøn: „Gud, vær mig Synder naadig.“
Dette er Jesu dybeste Forhold til Dagens Evangelium. Saa-
ledes blev han baade i Liv og Død Borgen for vor Frelse og vor
Frelses Grund og Klippe. For han gik retfærdiggjort „hjem til
sit Hus“ .
Saa skal vi da i dette Guds Hus lære Bønnen: „For Jesu
Skyld og i Jesu Navn — Gud vær mig Synder naadig.“
Og saa tilbage til det, vi begyndte med, vor nye Kirke.
Den udtrykker Tanken om Vished, men siger os endnu en
T ing: Den er et Billede paa et aandeligt Hus, en evig Bolig,
hvor Gud er, og Gud raader. I dette Hus er vi bestemt til at
være Stene. Men
er
vi Stene, saa glem ikke, hvilke Stene vi
er ■Kløvede ned i Bunden, sprøde, forvitrede, knækkede, knu
ste Sten, alle til Hobe. Hvilket sørgeligt Materiale for Gud at
bygge med. Kun af Guds Naade helede. Saa lad da vor Vished
hvile paa en eneste Grund: Syndernes Forladelse i Jesu Navn.
236
Sol paa begge Sider,
vil du ej i Kamret ind!
Da faldt Straaler paa et Sind,
som i Mørket strider.
Aftensolens Mildhed,
du er mer end Visdoms Ro,
tri du er den Kristnes Tro
Naa mig med din Stilhed!